Gigantisk affugtningsprojekt afsluttet

Verdens største affugtningsprojekt med eftermontering af et affugtningsanlæg på en hængebro er afsluttet. Det er engelske Spencer Group, som har stået for montering af affugtningsanlægget på Storebæltsbroens bærende kabler, og det er formentlig første og eneste gang, at Spencer kommer til at løse en så stor og kompliceret opgave. De to hængebroer i verden, som er større end Storebæltsbroen, er nemlig bygget med affugtningsanlæg fra start.

Projektet, som startede for halvanden år siden, har kostet 70 mio. kr., og Spencer Group og A/S Storebælt har skullet løse adskillige tekniske, logistiske og klimamæssige udfordringer undervejs. Det var blandt andet nødvendigt at specialbygge de arbejdsplatforme, som har kravlet rundt på kablerne.

– Alle broprojekter byder på unikke udfordringer, men på Storebæltsforbindelsen blev vi virkelig udfordret i forhold til, hvad vi tidligere har løst af opgaver. Vi har arbejdet tæt sammen med A/S Storebælt og underleverandører undervejs, og de forstod heldigvis kompleksiteten i opgaven, siger projektleder Andy Macdonal fra Spencer Group.

Formålet med affugtningsanlægget er at bevare østbroens kabler i god stand. Anlægget modvirker nemlig risikoen for, at der dannes fugt i kablerne.

– Da vi stod overfor at skulle male kablerne, valgte vi i stedet at installere et affugtningssystem. Det er en teknologi, som bliver monteret på mange nye hængebroer i dag, og anlægget vil beskytte kablerne i resten af broens levetid, siger Kim Agersø Nielsen, teknisk chef konstruktioner og anlæg, A/S Storebælt.

Folk af rette støbning

For de engelske medarbejdere, som dagligt har kravlet rundt på kablerne i op til 254 meters højde, har der været tale om et helt specielt arbejde.

– Det er et udfordrende job for folk med både god fysik og psyke. Gutterne er ret seje. Det er de nødt til at være, når de skulle gå rundt på kablerne flere gange om dagen, syv dage om uge. Efter et par dage bliver du vant til at arbejde i højden med vejbanen under dig. På en rolig solskinsdag er der tale om den bedste arbejdsplads i verden, mens arbejde har været udelukket, når der var regn og blæst, forklarer Andy Macdonal.

Arbejdsvilkårene blev undervejs gjort lidt lettere for Spencers folk, da der blev installeret toiletter i toppen af pylonerne – toiletter som er endt med at blive Danmarks mest omtalte af slagsen.

Udfordrende arbejde uden ulykker

Efter måneders test for at tjekke, at affugtningen virker perfekt, har Lars Fuhr Pedersen, teknisk direktør i Sund & Bælt, kun ros til overs for projektforløbet.

– Det arbejde, Spencer Group har udført, har været et meget vigtigt stykke arbejde i forbindelse med vores løbende vedligehold at Storebæltsbroen. Fra vores side er der kun ros til overs til Spencer Group, som har leveret arbejde af høj kvalitet. Vi anerkender også fuldt ud Spencers indsat for at have lagt stor vægt på sikkerheden, som har betydet, at projektet heldigvis har været forskånet for arbejdsulykker af nogen art, ligesom de har tilrettelagt arbejdet, så trafikken har været upåvirket, mens arbejdet har stået på.

Det nye affugtningsanlæg er den hidtil største investering i vedligehold af Storebæltsbroen, og anlægget er med til at sikre broens levetid de næste 100 år.

Fakta om affugningsanlægget

  • Affugtningsprojektet blev sat i gang i foråret 2014 for at beskytte østbroens hovedkabler mod rust.  Med en pris på 70 mio. kroner er projektet på østbroen det hidtil største projekt for eftermontering af et affugtningssystem på et eksisterende broanlæg.
  • De to hovedkabler på Storebæltsforbindelsens østbro er blevet beviklet med en lufttæt armeret plastmembran. Hvert kabel er blevet forsynet med fem injiceringspunkter og otte udblæsningspunkter, og via dem blæses tør luft gennem hovedkablet fra et centralt affugtningsanlæg for at fjerne eventuel fugt i kablerne. De nye affugtningsanlæg er placeret inde i østbroens brodrager ved vejbanen.
  • Projektet blev udført fra fire store arbejdsplatforme, eller kabelkravlere, som har bevæget sig op ad hovedkablerne uden at forstyrre trafikken under arbejdet. Arbejdsplatformene, som blev specialbygget til opgaven på Storebæltsbroen, er de hidtil største, der er bygget til at udføre korrosionsforebyggende arbejde på hængebroer. Hver platform er 33 m lang, 4,5 m høj, 3,5 m bred og har en vægt på 22 tons. Det gør dem 40 pct. større og tungere end tidligere konstruerede arbejdsplatforme. Arbejdsplatformene beskytter medarbejderne og sikrer, at fx værktøj ikke tabes på kørebanen.
  • Spencer Group hører hjemme i Hull i England og er pionerer inden for området. Selskabet benyttede systemet med arbejdsplatforme til arbejde i højden med affugtning af kabler på Forth Road Bridge i Skotland. Systemet er siden brugt ved installation af tre andre affugtningssystemer – på M48 Severn Crossing og Humber Bridge i England samt Alvsborg Broen i Göteborg, Sverige.
  • De fleste større hængebroer, der bliver bygget i dag, har affugtning af hovedkablerne som en integreret del af projektet. Affugtning af hovedkabler på eksisterende broer er fx udført på Lillebæltsbroen, Höga Kusten broen, Humber Bridge m.fl.