Femern Landanlæg

Femern Landanlæg: MT Højgaard får opgave på 52 broer

Banedanmark har evalueret bud fra tre tilbudsgivere, og har nu valgt at tildele MT Højgaard opgaven med opførelse og udbygning af 52 vej- og sporbærende broer med option på yderligere fire broer på Ringsted-Femern Banen med henblik på kontraktindgåelse i slutningen af marts.

Broarbejderne er en del af den samlede opgradering af Ringsted-Femern Banen forud for åbningen af kyst-kyst forbindelsen til Tyskland.

Jens Ole Kaslund, projektdirektør for Ringsted-Femern Banen, udtaler:

– Det er tilfredsstillende at have stået med tre tilbudsgivere med stærke referencer fra lignende projekter. Det har givet os en skarp konkurrence og gode bud på en opgave, der er central for opgraderingen af Ringsted-Femern Banen.”

– Banedanmark har tildelt MT Højgaard opgaven på de 52 broer med henblik på kontraktindgåelse.  MT Højgaard var den tilbudsgiver, der samlet set afgav det økonomisk mest fordelagtige tilbud.”

Hos Sund & Bælt, som finansierer og ejer opgraderingen af de danske landanlæg – herunder jernbanen – er der stor tilfredshed med, at der nu er basis for at komme i gang.

Teknisk direktør Lars Fuhr Pedersen udtaler:

– et har stor betydning for hele Femern Bælt-projektet, at der er udsigt til, at de helt store anlægsarbejder på landanlæggene nu kan starte op efter en lang og grundig forberedelsesperiode. Trafikalt vil det især komme den sydlige del af Sjælland og Lolland-Falster til gode og styrke antallet af arbejdspladser de kommende år.”

Opgaven med at opføre og udbygge de 52 vej- og sporbærende broer udgør mere end halvdelen af alle broer, der skal ombygges for at gøre plads til kørestrøm og et ekstra spor.

Tildelingskriterierne er vægtede således, at prisen er balanceret over for den tekniske løsning og evnen til at gennemføre projektet til tiden.

Det omfattende arbejde med at opgradere broerne sættes i gang omkring årsskiftet 2016/2017 og forventes færdigt i løbet af 2020.

Sammen med den nye jernbane mellem København og Ringsted vil Ringsted-Femern Banen give markante tidsbesparelser for togpassagererne. Det vil i fremtiden være muligt at rejse fra Nykøbing F. til København på 1 time. I dag er rejsetiden 1 time og 34 min.

Fakta Ringsted-Femern Banen:
– Strækningen Ringsted-Holeby er 115 kilometer lang
– Hastigheden bliver opgraderet fra de nuværende 120/160 km/t til 200 km/t
– Fremrykkede, forberedende anlægsaktiviteter blev igangsat i 2014, og det er besluttet at selve anlægsarbejdet mellem Ringsted og Nykøbing Falster foregår 2016-2021 og med elektrificering i 2024. Anlægsaktiviteterne på Lolland tilpasses åbningen af Femern-tunnelen.
– Projektet skønnes at koste 9,5 mia. kr. (2015-priser)
– Det er Sund & Bælts datterselskab A/S Femern Landanlæg, der med Banedanmark som bygherre er ansvarlig for jernbanelandanlæggene fra Ringsted til Femern.
– Femern Bælt-projektet er Danmarks største infrastrukturprojekt med et samlet budget på godt 62 mia. kr.