Juletrafikken på Storebæltsbroen 2016

Julen er altid travl på Storebæltsbroen. Prognoserne peger på, at næsten 200.000 biler vil køre over bæltet fra 23. – 27. december. Tættest bliver trafikken mod Fyn og Jylland i timerne 11-18 fredag den 23. december.

Medmindre vind og vejr driller, så plejer juletrafikken på Storebæltsbroen at køre uden de store ventetider. Kigger man i prognoserne for julen 2016, vil der være størst pres på trafikken mod Fyn og Jylland i tidsrummet fra klokken 11-18 fredag den 23. december, hvor op til 3.000 køretøjer i perioder vil rulle igennem betalingsanlægget.

– I Storebælts betalingsanlæg bemander vi efter prognoserne og er klar til at hjælpe bilisterne igennem. Den absolut hurtigste og billigste måde at komme igennem anlægget på er selvfølgelig ved at bruge sin BroBizz®, siger Palle Nygaard, driftsleder i Storebælts betalingsanlæg og minder om, at det er en god idé at tjekke, om betalingskortet er udskiftet siden seneste tur over broen. Er kortoplysningerne ikke opdateret, virker BroBizz nemlig ikke, og det kan skabe ventetid.

Palle Nygaard minder også om, at hører man fire bip, når man nærmer sig broen fra Sjællandssiden, så skal man køre i manuel bane. Det betyder nemlig, at BroBizz enten ikke er gyldig eller er ved at løbe tør for batteri.

A/S Storebælt har mange års erfaring med at beregne trafikprognoser på broen.

– Derfor kan man roligt køre hjemmefra, når man har lyst. Vi ved, hvornår der vil være mange biler i betalingsanlægget, og vores medarbejdere er klar til at tage imod de mange bilister, lover Palle Nygaard.

Fakta:

 

  • Tjek om kortoplysningerne er opdateret på ’Min konto’ på brobizz.com eller i app’en ’BroBizz’
  • Hold øje med vejret og hold dig opdateret om forholdene på Storebæltsbroen via trafikmeldinger i radioen, på de sociale medier eller ved at tilmelde dig Storebælts SMS-tjeneste. Send BRO INFO til 1231.
  • Vær opmærksom på, at der i perioder også kan være tæt trafik på motorvejene, der støder op til broen – tjek trafikken på trafikinfo.dk eller i app’en ’Trafikinfo’ og ’Vintertrafik’.