Hør fortællinger fra Storebæltsbroen

Storebæltsforbindelsen binder majestætisk Øst- og Vestdanmark sammen. Samtidig gemmer den på finurlige historier, som du garanteret aldrig har hørt før. Vi er gået nye veje for at dele ud af de gode historier fra Storebæltsbroen, som du nu kan høre som podcast i serien ’Storebælt – fortællinger fra broen’.

Gennem møder med mennesker hører du i podcast-serien blandt andet om dem, der byggede broen, om dem der var der før broen, om dem der kører på den dagligt og om dem, der arbejder på broen.

De første tre af fem afsnit lanceres 2. februar. Det første afsnit handler om, hvordan vind og vejr påvirker kørsel og arbejde på broen. Her kan du fx høre Ernst Laursen, tidligere driftsleder i Storebælt, fortælle om dengang han sov på arbejdet i en stor kedeldragt for til sidst at gå op på broens kabler og banke is af dem. I historien får du selvfølgelig også forklaringen på, hvorfor han gjorde det. DMI, Dansk Metrologisk Institut, medvirker også, ligesom du kører en tur over broen med chaufføren Kristian, som måtte bede til Vorherre om at komme sikkert af broen igen pga. kraftig blæst.

Afsnit to handler om pigehjemmet på Sprogø. Her fortæller professor Birgit Kirkebæk bl.a. Almas historie – Alma som skulle blive 57 år, før hun blev skrevet ud af forsorgen. I tredje afsnit kan du høre om hele byggefasen, hvor bl.a. Leif Vincentsen, tidligere teknisk direktør i Sund & Bælt, fortæller om dengang han startede arbejdet med at bygge broen i et tomt kontor og med et oplæg på fire sider.

Lyd er nemt at have med sig rundt på en smartphone, og da podcast er on demand, bestemmer du selv, hvor og hvornår du vil lytte. De fleste hører podcast via mobilen – nogle gør det mens de fx gør rent, går en tur eller kører bil. Når du alligevel kører over broen, vil det være oplagt at høre et afsnit i serien. Det kunne måske være afsnittet om pigehjemmet, som du kan se, når du passerer Sprogø? Hvert afsnit i serien varer ca. 15. minutter.

Podcasts er billigt at producere og distribuere sammenlignet med det meste video og trykte magasiner, og det er en ny og voksende måde at fortælle historier på.

– Podcast er et ungt medie, der udnytter de teknologiske muligheder og gør det let for både lytteren at høre historierne og for os at dele vores viden og erfaring fra bro- og tunnelbyggeri med endnu flere af nye kanaler, siger Lene Gebauer Thomsen, kommunikationschef i Sund & Bælt.

Iflg. Danmarks Statistik lyttede 10 pct. af danskerne mellem 16-74 år i 2014 på podcast på mobilen. Tallet steg med fire procent fra hhv. 2012 og 2013, hvor 6 pct. af danskerne podcastede via mobilen.

‘Storebælt – fortællinger fra broen’ er produceret af det aarhusianske lydbureau Akkurator.

Med podcastserien er Sund & Bælt en af de første danske virksomheder, der benytter podcast som kommunikationskanal – Aros, Aarhus Letbane og Aarstiderne har også gjort det.

Du kan høre ’Storebælt – fortællinger fra broen’ på din smartphone via din foretrukne podcast-app.

Vil du høre podcast-episoderne på computer eller tablet, finder du dem her.