Sund & Bælt: fundamentet på plads for bedre internet i tog

Snart vil forudsætningerne være på plads, så passagerer på Øresundsbanen og på Storebælts banestrækning kan få mere stabil mobil- og internetforbindelse. Sund & Bælt, som ejer banestrækningerne, er snart færdig med opgradering af anlæg, så teleoperatørerne kan tilslutte udstyr og levere bedre signaler. Forbedring af mobil – og datatransmissionen betyder også mere effektivt vedligehold på anlæggene.

Kører man i tog og får arbejde fra hånden undervejs, er man afhængig af god mobil- og internetdækning. Sund & Bælt, som ejer, drive og vedligeholder de to strækninger, er om kort tid klar med en opgradering af anlæggene, og dermed er fundamentet på plads for, at teleoperatørerne efterfølgende kan koble udstyr til og dermed opgradere dækningen til glæde for kunderne. En opgradering vil også være til gavn for vedligehold af de to jernbaneanlæg.

I løbet af foråret og sommeren vil udstyret være klar på Øresundsbanen, mens Storebælts jernbanestrækning følger efter i løbet af sommeren og efteråret. Her vil det konkret betyde, at man kan surfe i den 8 km lange jernbanetunnel – sine steder 75 meter under jorden.

Regeringen har afsat 100 mio. kr. på finansloven til bedre mobil- og internetdækning i tog. DSB arbejder med at styrke signalerne i togene, mens Banedanmark udbygger sit mastenetværk. Opgraderingen forventes implementeret ved udgangen af 2019. Øresundsbanen og jernbanen på Storebæltsforbindelsen er ejet af Sund & Bælt, og Sund & Bælt har derfor arbejdet med at tilvejebringe den nødvendige infrastruktur, som stilles til rådighed for teleoperatørerne.

– På Øresundsbanen er vi allerede i gang med at trække fiber og etablere tilslutningspunkter i vores antenneanlæg, så teleoperatørerne kan komme til med deres tilslutningsudstyr, og snart foretager vi samme operation på Storebælts jernbane. Vi er langt med at få aftaler på plads med teleoperatørerne, så vi forventer, at kunderne vil bemærke forbedringen gradvist i løbet af året, siger Kristian Madsen, jernbaneteknisk chef i Sund & Bælt.

Sund & Bælt arbejder også med at forbedre signaldækningen på Storebæltsforbindelsens vejstrækning. Her ligger et forslag til kommentering hos landets teleoperatører.

Vedligeholdsarbejdet effektiviseres
Opgraderingen af mobil- og internetdækningen skal ses som led i arbejdet med hele tiden at opgradere Sund & Bælts banestrækninger og effektivisere vedligeholdsarbejdet. Medarbejdere og entreprenører, som arbejder på de store infrastrukturanlæg, vil nemlig via bedre data- og mobiltransmission kunne hente og opdatere data i Maximo – Sund & Bælts vedligeholdssystem – ude på anlæggene under arbejdet. Det er helt essentielt, da det er en del af Sund & Bælts strategi at følge vedligehold tæt for hele tiden at have fokus på den rette balance mellem kvalitet og omkostninger.
Anlæggene på hhv. Øresundsbanen og Storebælt er identiske, så teleoperatørerne kan bruge samme type udstyr begge steder.

– Vi driver og udvikler hele tiden vores infrastrukturanlæg, så de er med til at styrke mobiliteten i samfundet. Internet i tog er vigtigt, specielt for pendlere med lang rejsetid, men samtidig er det en fordel  for os som virksomhed, da det giver os bedre adgang til  de mange millioner af data om vores anlæg, når vi arbejder derude. Derfor er jeg glad for, at vi snart er på plads med fundamentet for bedre dækning, siger Kristian Madsen.

Fakta om jernbaneanlæggene:
• Øresundsbanen, som er en del af Øresundsbrons landanlæg, ejes, drives og vedligeholdes af Sund & Bælt.
• Banen, som både består af en gods- og passagerbane, er 18 km lang, og undervejs er der flere tunneler og overdækkede stationer.
• Storebælts jernbaneforbindelse, som ejes, drives og vedligeholdes af Sund & Bælt, er 25 km lang, hvoraf de 8 km er en boret tunnelforbindelse under Storebælt.
• Spordybden i Storebæltstunnelen er på det dybeste sted 75 m under havoverfladen.

Læs mere om de 100 mio. kr., regeringen har bevilget på finansloven.