Synspunkt: Teknologi skal drive fremtidens infrastruktur

Fremtidens infrastruktur skal være omkostningseffektiv, og investeringer skal baseres på langsigtet planlægning og bygge på beslutninger, der tænker i sammenhæng og helheder. Og samtidig skal den kunne favne den teknologiske fremtid.

Regeringen har netop nedsat sit nye Disruptionråd, som skal komme med forslag til, hvordan vi bedst griber mulighederne i den teknologiske udvikling.

I Sund & Bælt er vi allerede i fuld gang med udnytte de muligheder, teknologien byder. Vores anlæg er bygget til at kunne holde i mere end 100 år. Samtidig med, at vi skal sikre de rejsende en velfungerende infrastruktur, som altid skal være tilgængelig, skal vi sørge for at gøre det med så lave omkostninger som muligt. Derfor kigger vi hele tiden på, hvilke nye teknologier vi kan tage i brug, for at drive vores forbindelser effektivt og med den rigtige kvalitet.

Nogle teknologier har vi allerede taget i brug, mens vi andre steder er med i samarbejder, der skal teste nye fremtidige løsninger. En af de løsninger, vi allerede benytter i dag, er droner. Når vi skal ud og lave eftersyn på Storebæltsbroen, der jo som bekendt ikke er så nem at komme rundt på, har vi flere steder valgt at udskifte de mange mandetimer med en drone. Denne teknologi giver os mulighed for at indsamle data, for herefter at hente dem ind i en større sammenhæng og opstille den mest effektive plan for vedligehold af betonen på de kæmpe store anlæg.

På Storebæltsbroen bruger vi mange penge på drift & vedligehold og reinvesteringer. Derfor har vi stort fokus på at nedbringe vores omkostninger, for her betyder bare et par procent hen over broens levetid, at vi kan spare rigtig mange millioner. Ved at kombinere et mere præcist datagrundlag for vores anlæg med systematisk vedligehold kan vi se, at det samlede reinvesteringsbehov over 50 år er faldet betydeligt, hvis vi sammenligner med de vurderinger, vi lavede for f.eks. 10 år siden. I fremtiden skal udnyttelse af ny teknologi gerne få investeringsbehovet endnu længere ned og samtidig effektivisere driften yderligere.

For at fremtidssikre anlæggene til glæde for vores ejer og danskerne, kigger vi som nævnt hele tiden mod nye teknologiske samarbejder, der kan gøre vores drift endnu mere omkostningseffektiv. Et eksempel er samarbejdet med innovationsnetværket Roboclusters, som de næste tre år skal teste nøjagtigheden af deres udstyr i inspektionsrobotter, der fremover kan bruges til at undersøge tilstanden på store infrastrukturkonstruktioner.

Vores ambition er, at vi gennem vores samarbejde med eksterne videns- og teknologivirksomheder kan levere unikke løsninger, der kan øge effektiviteten inden for infrastrukturområdet – ikke kun hos os selv, men i branchen generelt. Det vil frigive midler, som fx kan bruges til at løfte den lokale og nationale infrastruktur til gavn for trafikanterne og dermed for hele det danske samfund

Adm. direktør Mikkel Hemmingsen
Sund & Bælt Holding A/S