Storebæltsbroens betalingsanlæg

Kører man på Storebæltsforbindelsen, kender man også betalingsanlægget, hvor mere end 30.000 kunder kører igennem – hver dag.

Storebælts betalingsanlæg ligger i Korsør og er bygget sammen med Storebælts administrationsbygning, hvor bl.a.  Storebæltsforbindelsen overvågningsrum – kaldet O-rummet – er placeret.

Betalingsanlægget har 13 vestgående baner og 11 østgående. Der findes tre forskellige banetyper:

• til venstre er de hurtige BroBizz-baner

• i midten baner for selvbetjening, hvor bilister kan betale med forskellige benzin-, betalings- og kreditkort

• til højre manuelle baner med personlig betjening

800 køretøjer i timen

Kapaciteten i de enkelte baner er forskellig. En BroBizz-bane kan betjene ca. 800 køretøjer pr. time, mens en kortbane (med selvbetjening) eller en manuel bane (med personlig betjening) kan betjene op til ca. 250 i timen.

Over banerne viser variable skilte med farvede piktogrammer og lysdioder, hvilken betjeningsmåde den enkelte bane er indstillet til. Afhængig af trafikken kan banerne hurtigt omstilles fra fx selvbetjening til personlig betjening.