Øresund Landanlæg: Fordele ved forbindelsen

Motorvejen og jernbanen over Amager til Københavns Lufthavn og Øresundsbron er, trods den relativt korte strækning, en af de vigtigste trafikforbindelser i Danmark.

Åbningen af Øresund Landanlæg, herunder motorvejen den 27. september 1997 og jernbanen den 27. september 1998, markerede et spring i mobiliteten på internationalt, nationalt, regionalt og lokalt plan.

Internationalt udgør anlægget tværs over Amager de danske landanlæg til Øresundsbron mellem København og Malmø, som forbinder den skandinaviske halvø og det europæiske kontinent med jernbane og motorvej. Den hurtige forbindelse til Københavns centrum har også haft afgørende betydning for Københavns Lufthavns muligheder for at tiltrække flere internationale flyruter.

Øresund Landanlæg har et højt fokus fra mange sider, da den indgår i det transeuropæiske jernbanenet, der er en forudsætning for et fælles marked med fri bevægelighed, og derfor spiller den en stor rolle i den regionale trafikafvikling. Realiseringen af projektet fik økonomisk støtte fra EU.

Øresundsbron mellem København og Malmø, og dermed de danske landanlæg, er forudsætningen for den tættere kontakt mellem Københavnsområdet og Sydsverige, og dannelsen af et større, fælles job- og boligmarked, som danner grundlaget for den politiske vision om Øresundsregionen.

Den nye forbindelse til det øvrige motorvejs- og jernbanenet betød også nemmere adgang til lufthavnen fra det øvrige Danmark uden om Københavns centrum. Dynamikken voksede, og Københavns Lufthavns marked voksede, ikke mindst på grund af et nyt kundesegment fra Sydsverige, der havde fået nemmere adgang til lufthavnen via Øresundsbron.

Lokalt gav motorvejen og jernbanen trafikmønsteret på Amager et tiltrængt løft. Erhvervsliv og borgere i Tårnby, Kastrup og til dels Dragør fik opgraderet infrastrukturen med en togforbindelse og en nem adgang til motorvejsnettet, og som endnu en positiv effekt blev der mærkbart mindre gennemkørende trafik på lokalvejene.