Tudserne på Sprogø

Den grønbrogede tudse har haft fast adresse på Sprogø om ikke siden tidernes morgen, så i hvert fald fra en af de varme perioder efter istiden. Den er ikke indført af mennesker og er naturligt tilpasset de tørre og varme levesteder på Sprogø.

Den grønbrogede tudse er vidt udbredt fra Nordafrika, hvor den kan findes helt inde i Saharas ørken, til Tibet. I Europa har den vestgrænse ved Rhinen, og den grønbrogede tudses nordgrænse går gennem Danmark, hvor den er fundet på ”sydhavsøerne”, på øerne i det sydfynske øhav, på Samsø og altså på Sprogø.

Da Storebæltsforbindelsen blev bygget etablerede man samtidig et tudsehegn på Sprogø for at forhindre, at tudserne kom ind i anlægsområdet og kom til skade.

Den grønbrogede tudse kaldes også ”fløjtetudsen” på grund af den karakteristiske fløjtende kvækken, som høres i parringstiden. Sprogøs største bestand af grønbrogede tudser findes i to af dammene på den gamle del af øen. Den grønbrogede tudse vil først og fremmest have det tørt og varmt. Og i yngletiden et ikke tilgroet vandhul.

Den grønne frø

I 1992 blev den grønne frø indført til Sprogø. Sandsynligvis har konkurrence fra den grønne frø haft afgørende indflydelse på antallet af grønbrogede tudser.

Den grønne frø foretrækker vandhuller, der er vandfyldte hele sommeren, mens den grønbrogede tudse har det helt fint med, at vandhullerne tørrer ud. Skal man forrykke balancen mellem de to arter, skal vandhullerne ikke holdes specielt rene og ej heller uddybes. Men da den grønne frø er kommet til Sprogø for at blive, må man som facit slå fast, at den grønbrogede tudse næppe vil blive så mangfoldig, som da den var eneherskende på øen.