Øresundsmotorvejen fylder 20 år i dag

For 20 år siden, den 27. september 1997, blev Øresundsmotorvejen åbnet og indviet af trafikminister Bjørn Westh. Siden da har motorvejen over Amager til Københavns Lufthavn og Øresundsbron været en af de vigtigste trafikforbindelser i Danmark.

København og Amager var i en årrække forbundet med Sverige via bilfærgeruten Dragør-Limhamn, og fra Københavns centrum afgik Flyvebådene og Pilen fra Havnegade til Malmø. Men med vedtagelsen af en fast forbindelse mellem København og Malmø – eller mere nøjagtigt mellem Kastrup og Lernacken – var der for første gang et erkendt behov for et dedikeret trafikanlæg, der kunne føre jernbane- og motorvejsnettet frem til den kommende faste forbindelse til Sverige.

Ifølge regeringsaftalen mellem Danmark og Sverige skulle landanlægget åbnes senest samtidig med Øresundsbron i 2000, men pga. de danske landanlægs selvstændige funktion som lokal og regional forbindelse var der et politisk ønske om at fremskynde projektet. Resultatet blev, at motorvejen allerede åbnede den 27. september 1997 og jernbanen den 27. september 1998.

Et spring i mobiliteten                                         

Årene med anlægsarbejdet på Sjælland betød en kraftig forbedret tilgængelighed og forvandlede for altid Amager. Men det betød også et kraftigt spring fremad for mobiliteten i København.

Med Øresundsbron og de danske landanlæg blev der skabt en tættere kontakt mellem Københavnsområdet og Sydsverige samt et større, fælles job- og boligmarked, hvilket danner grundlaget for den politiske vision om Øresundsregionen.

Lokalt gav motorvejen og jernbanen trafikmønsteret på Amager et tiltrængt løft. Erhvervsliv og borgere i Tårnby, Kastrup og til dels Dragør fik opgraderet infrastrukturen med en togforbindelse og en nem adgang til motorvejsnettet, og som endnu en positiv effekt blev der mærkbart mindre gennemkørende trafik på lokalvejene.

Den nye forbindelse til det øvrige motorvejs- og jernbanenet betød også nemmere adgang til lufthavnen fra det øvrige Danmark uden om Københavns centrum. Dynamikken voksede, og Københavns Lufthavns marked voksede, ikke mindst pga. et nyt kundesegment fra Sydsverige, der havde fået nemmere adgang til lufthavnen via Øresundsbron.

Fakta om Øresundsmotorvejen:

  • Øresundsmotorvejen er 9 km lang og er en forlængelse af motorvej E20 fra Vestamager frem til Øresundsbrons tunnel via Københavns Lufthavn i Kastrup.
  • På motorvejen er der etableret rampeanlæg i Ørestad, ved Englandsvej i Tårnby og Lufthavn Vest og Lufthavn Øst.
  • I 2012 havde motorvejen været brugt så flittigt gennem 15 år, at det blev nødvendigt at udskifte asfaltslidlaget. Motorvejsstrækningen fik et nyt, støjreducerende asfaltslidlag og ny afstribning.

Billedgalleri: