Sikkerheden i Tårnbytunnel er i top

Trafikanter kan fortsat føle sig sikrer, når de kører gennem Tårnbytunnel. Det viser en netop gennemført inspektion af tunnelen.

Efter flere brande i europæiske tunneler blev et EU Vejtunneldirektiv implementeret tilbage i 2008. Direktivet opstiller en række krav, som sikrer, at tunneler i hele Europa har et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau.

Mandag den 9. oktober blev Tårnbytunnel inspiceret for at sikre, at den overholder de opstillede sikkerhedskrav. I går, tirsdag, har A/S Øresund modtaget stor ros for sikkerhedsindsatsen.

– Vi er meget glade for den ros, vi har modtaget, men også de forslag til forbedringer, vi har fået i forbindelse med inspiceringen. Dem kan vi inddrage i den løbende proces med at forbedre sikkerheden i Tårnbytunnelen, fortæller Kim Agersø Nielsen, Teknisk chef i Sund & Bælt, som er moderselskab til A/S Øresund.

Sund & Bælt har fokus på sikkerhed

Sikkerhed har altid været af høj prioritet for Sund & Bælt. Da EU Vejtunneldirektivet trådte i kraft, var det vigtigt for organisationen, at alle krav var mødt, så sikkerheden i tunnelen fortsat var optimal.

– Vi vurderer løbende, om der kan gøres noget anderledes for at højne sikkerheden yderligere på vores anlæg. I Tårnbytunnel har vi bl.a. etableret påkørselsvenlige autoværn, kø-varsling og specielt lys til brug ved flugt, hvis tunnelen bliver røgfyldt – alt sammen for at imødekomme de skærpede krav til tunneler, fortæller Kim Agersø Nielsen.

Tunnelinspektionsenhed løfter niveau for danske tunneler

I Danmark er sikkerheden i tunneler forholdsvis høj. Det skyldes bl.a., at vi i Danmark har dannet en såkaldt tunnelinspektionsenhed, der består af eksperter inden for vejtunnelsikkerhed.

– Ved at videndele på området og inspicere hinandens tunneler, så højner tunnelinspektionsenheden niveauet for sikkerhed generelt i danske tunneler. Og det kan vi være stolte af i Danmark, siger Kim Agersø Nielsen.

Tunnelinspektionsenheden består af A/S Øresund, Femern A/S, Vejdirektoratet, Øresundsbro Konsortiet og Københavns Kommune.

Fakta om Tårnbytunnel:

Tårnbytunnelen er 700 meter lang og opdelt i en jernbane- og motorvejstunnel. Den er bygget som en del af Øresund Landanlæg, som går tværs over Amager til Øresundsbron mellem København og Malmø.

Foruden belysnings- og ventilationsanlæg er vejtunnelen udstyret med en række tekniske installationer, der er placeret i en teknikbygning ved anlægget, herunder alarmskabe, trafikreguleringsanlæg, tv-overvågning, brandalarmer mv. Det er med til at gøre anlægget sikkert for trafikanterne.