Stigende trafik på Storebælt giver godt resultat

Trafikken fortsætter med at stige på Storebælt og bidrager sammen med lavere afskrivninger til en forbedring i resultatet af den primære drift på 291 mio. kr. i forhold til 2016, så periodens resultat bliver på 1.726 mio. kr. Det viser koncernens delårsrapport.

Indtægterne fra vejtrafikken over Storebælt steg i årets første 9 måneder med 3,1 pct. og var på 2.409 mio. kr. Den samlede trafik steg med 3 pct., korrigeret for skuddag. Lastbiltrafikken stod for den største fremgang med 5 pct., mens personbiltrafikken steg med 2,8 pct. I gennemsnit passerede godt 35.000 køretøjer forbindelsen i døgnet.

Indtægterne fra jernbanerne over Storebælt og Øresund steg med 8 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år. Stigningen skyldes, at vederlaget til A/S Storebælt for at benytte forbindelsen reguleres efter antal tog, og at der i 2017 er kørt et højere antal tog over Storebælt sammenlignet med 2016. Driftsomkostningerne steg med 12 mio. kr., sammenlignet med sidste år, hvilket bl.a. skyldes, at A/S Øresund i 2015 overtog ansvaret for vedligehold og reinvesteringer på Øresundsbanen fra Banedanmark.

– Der er fortsat god udvikling i trafikken over Storebælt, hvor lastbilerne driver væksten med en stigning på 5 pct., mens personbilerne efter en sommer med dårligt vejr og lav trafik igen viser pæn vækst. Trafikstigningen betyder, at vi får et tilfredsstillende resultat for perioden, på trods af at vi er blevet pålagt øgede omkostninger til vores jernbane, siger Sund & Bælts adm. direktør Mikkel Hemmingsen.

Koncernens renteomkostninger var 8 mio. kr. højere sammenlignet med 2016, hvilket primært skyldes en stigning i inflationen.

Resultatet før dagsværdiregulering og skat, men inkl. andel fra Øresundsbro Konsortiet, blev i årets første ni måneder et overskud på 1.592 mio. kr., hvilket er 302 mio. kr. højere end samme periode af 2016. Værdireguleringer var en indtægt på 717 mio. kr. mod en udgift på 1.276 mio. kr. i 2016.

Koncernens resultat efter skat blev et overskud på 1.966 mio. kr. og er positivt påvirket af regnskabsmæssige reguleringer af finansielle poster på 1.900 mio. kr. Den rentebærende nettogæld for A/S Storebælt er efter tredje kvartal 21,1 mia. kr.

– Vi har nu taget de første skridt på vejen mod det teknologispring, der skal sikre en mere effektiv og intelligent drift og vedligeholdelse af vores anlæg. Helt konkret indgår droner nu i inspektionen af vores store betonkonstruktioner, og de skal sammen med andre tiltag bidrage til, at vi når vores målsætning om at reducere driftsomkostningerne for vores forretning, siger Sund & Bælts adm. direktør Mikkel Hemmingsen.

Forventningerne til årets resultat for Sund & Bælt før finansielle værdireguleringer og skat udgør et overskud i den øverste del af det hidtidige forventningsniveau på 1.800 – 1.950 mio. kr.

Yderligere oplysninger:

Evt. yderligere oplysninger: Adm. direktør Mikkel Hemmingsen, Sund & Bælt, tlf. 33 93 52 00.

Resultat for Sund & Bælt koncernen 1. januar – 30. september *)

*Sund & Bælt koncernens regnskab inkluderer resultaterne for de 100 pct. ejede datterselskaber A/S Storebælt, A/S Øresund, A/S Femern Landanlæg, Femern A/S, Sund & Bælt Partner A/S og BroBizz A/S samt for den danske halvdel af Øresundsbro Konsortiet, der står for driften af Øresundsbron.

**) Værdiregulering er et regnskabsprincip, hvorefter man ved regnskabsaflæggelsen fastsætter ændringer i værdien af de finansielle aktiver og passiver til deres markedsværdi. Det vil sige den værdi, de på det givne tidspunkt har i markedet, hvis de skulle handles. Værdireguleringen har ikke nogen effekt på virksomhedens evne til at tilbagebetale sin gæld.

***) I resultatandelen fra Øresundsbro Konsortiet indgår i perioden en indtægt på 212 mio. kr. vedr. værdireguleringer. Resultatetandelen før værdireguleringer i Øresundsbro Konsortiet udgør en indtægt på 427 mio. kr. Samlet set udgør resultatet før værdireguleringer og skat for koncernen inkl. Øresundsbro Konsortiet et overskud på 1.592 mio. kr.

Biltrafik over broerne 1. januar – 30. september