Juletrafikken på Storebælt 2017

Selvom julen altid er travl på Storebæltsbroen, er medarbejderne i betalingsanlægget klar til at håndtere den ekstra juletrafik. Så medmindre vind og vejr driller, skulle de godt 230.000 bilister, som ventes at passere i dagene 22. – 27. december, komme hurtigt videre på juleferie.

Kigger man i prognoserne for julen 2017, vil der være to store udrejsedage, nemlig den 22. og 23. december, hvor flest trafikanter kører fra Sjælland mod Fyn/Jylland. Den 22. december forventes det største pres i tidsrummet fra klokken 13-18, mens presset lørdag, den 23. december, fordeler sig fra kl. 10-17.

– I Storebælts betalingsanlæg bemander vi efter prognoserne og er klar til at hjælpe bilisterne igennem. Vores kunder kan derfor roligt tage afsted på det tidspunkt, som passer dem bedst, fortæller Jens Kjær Nielsen, chef for betalingsanlægget i Sund & Bælt Holding A/S.

Den gennemsnitlige døgntrafik over Storebæltsforbindelsen i 2017 er på godt 35.000 køretøjer. Lørdag, den 23. december, forventes ca. 42.000 køretøjer at passere. Den største hjemrejsedag bliver den 26. december, hvor ca. 45.000 køretøjer ventes at køre over broen.

Kom hurtigere og billigere igennem betalingsanlægget med BroBizz

Hvis man ønsker at komme hurtigt igennem Storebælts betalingsanlæg, er det bedst at bruge sin BroBizz® til betaling.

– Det er en god idé at tjekke, om betalingskortet er udskiftet siden seneste tur over broen. Er dine kortoplysninger ikke opdateret, virker BroBizz nemlig ikke, og det kan skabe ventetid i betalingsanlægget, siger Jens Kjær Nielsen.

Du kan tjekke dine kortoplysninger og opdatere dem på Min Konto på BroBizz.com eller i BroBizz-app’en.

Lavere priser på Storebælt i 2018 påvirker ikke juletrafikken

Fra 1. januar 2018 bliver det 15 pct. billigere at passere Storebæltsbroen. De lavere priser ventes at medvirke til en øget trafik på broen. Da prisændringerne først træder i kraft ved årsskiftet, forventes de ikke at have betydning for trafikken på Storebælt hen over julen 2017.

Af hensyn til en fortsat effektiv trafikafvikling i betalingsanlægget gives den lavere pris fra nytår kun til personbiler, der benytter automatisk betaling, som fx en BroBizz, og som har en aftale med Storebælt.

Se de nye priser på storebaelt.dk og bestil en BroBizz på brobizz.com.

Illustrationer: Juletrafikpronose over Storebælt

Fakta: Forbered dig på trafikken hjemmefra

  • Hold øje med vejret og forholdene på Storebæltsbroen via trafikmeldinger i radioen, på vores sociale medier eller ved at tilmelde dig Storebælts SMS-tjeneste. Send BRO INFO til 1231.
  • Vær opmærksom på, at der i perioder også kan være tæt trafik på motorvejene, der støder op til broen. Tjek trafikken på trafikinfo.dk eller i app’ene ’Trafikinfo’ og ’Vintervejr’.
  • Tjek om dine kortoplysninger er opdateret på Min Konto på BroBizz.com eller i BroBizz-app’en.