25 kg mindre madspild om ugen

Siden august 2015 har der været fokus på madspild i Storebælts kantine i Halsskov. Hver uge ryger der 25 kg mindre mad i skraldespanden.

I de første par uger tegnede det til 10-15 kg. Men da regnskabet blev gjort op ved slutningen af 2015 stod det klart, at det ugentlige madspild i Storebælts administrationsbygning i Halsskov var svundet med hele 25 kg om ugen. Det fremgår af ‘Det grønne regnskab 2015’ for Sund & Bælt.

En af de små fif til at mindske madspildet er bl.a. mindre tallerkener. Ikke fordi medarbejderne ikke må spise sig mætte, men fordi man undgå at tage mere end, man kan spise – og smide resten ud.

– Medarbejderne er mere end velkommen til at tage flere gange, men man tænker nok mere over ikke at tage mere, end man kan spise, siger Marianne de Montis, chef for miljø, sikkerhed og social ansvarlighed.

Restemad om fredagen

Marianne de Montis fortæller også, at køkkenet hver fredag stiller al mad, som ikke kan gemmes, ud til fri afbenyttelse for medarbejderne.

– Kl. 13 lukker kantinen, og al restemad, brød og grønt stilles ud sammen med emballage. Så er man velkommen til at pakke og tage med hjem. Jeg har selv gjort det et par gange, og man kan få en fin lille fredags-tapas af blandet mad med hjem til familien, fortæller hun.

Der er en pointe i, at medarbejderne selv pakker fredags-maden. Det gør nemlig, at det er dem, som tager ansvaret for hygiejne og opbevaring efterfølgende.

Ganger man de 25 kg ikke-eksisterende madvarer op, bliver det til 100 kg om måneden og altså 1200 kg mad årligt, som alligevel ikke havner i skraldespanden. Det er dog en del, hvis man skulle omsætte det til bananer, pølser, rugbrød og ost, som ellers havnede i skraldespanden.

Kantinen, som kan bryste sig af mindre madspild, fik i øvrigt også fornyet sin Elitesmiley, da Levnedsmiddelkontrollen i marts lagde vejen forbi.

Læs mere om resultater for 2015 og mål for 2016 i ‘Det grønne regnskab’.

 

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld