Banebrydende byggerier der ændrede verden

Vidste du, at Storebæltsbroen er Europas længste hængebro? At Operaen i Sydney er udnævnt som umistelig verdenskulturarv af FN? og at Bella Sky Hotel i Ørestad er skævere end det skæve tårn i Pisa? Alle har de gjort en forskel i verden – og alle er de tænkt og skabt i samarbejde mellem danske arkitekter og ingeniører.

Disse tre og 97 andre banebrydende byggerier og anlæg kan opleves på Dansk Arkitektur Centers nye efterårsudstilling ’Banebrydende byggerier – 100 danske gennembrud, der ændrede verden’, som åbner på Kulturnatten fredag den 9. oktober. Udstillingen stiller skarpt på udvalgte gennembrud i dansk arkitektur, der har sat nye standarder og rykket vores opfattelse af, hvad byggeri kan gøre for mennesker.

Hvorfor er Storebæltsforbindelsen banebrydende?

Sund & Bælt har en fremtrædende plads på udstillingen, hvor Storebæltsbroen er et af de 100 byggerier.  For Lars Fuhr Pedersen, teknisk direktør i Sund & Bælt, har broen haft betydning for hele hans karriere. Han var med på broen som helt ung og nyuddannet ingeniør, og er senere ’vendt hjem’ til Sund & Bælt som teknisk direktør.

– Storebæltsbroen er et imponerende bygningsværk. Broen ændrede og samlede Danmark, og enhver dansker over 30 år kan huske tiden før og efter Storebæltsbroen.  Broen har haft stor teknisk betydning for brobyggeri i hele verden, og den har haft kæmpestor betydning for den danske bygge- og anlægsbranche. Storebæltsbroen satte simpelthen  Danmark på landkortet ift brobyggeri over hele verden.

Imponerende – og ukendte – projekter

Udstillingen rummer foruden kendte danske bygningsværker også en del ukendte projekter. De færreste ved fx, at det var den danske ingeniør Jørgen Saxild fra danske Kampsax, der forestod anlæggelsen af den Transiranske jernbane – fra Den Arabiske Golf til Det Kaspiske Hav – i begyndelsen af 1930’erne. Jernbanen løber 1.349 km. gennem det uvejsomme Iran og rummer 251 store og 4.000 mindre broer samt 245 tunneller, som skulle opføres i et klima med 35 minusgrader i bjergene og over 50 plusgrader i den iranske ørken.

– Bygningskunst er, som ordet siger, en kunstart. Men arkitekturen er en brugskunst, og den rører først folk, når de oplever den – når den bliver til virkelighed som konkrete bygninger. Udstillingen viser, at det kun kan ske, når forskellige fagdiscipliner samarbejder. Hver for sig er byggeriets enkelte parter som forskellige fodboldspillere uden et hold – kun som hold og gennem fænomenalt sammenspil kan spillerne bringe sig i superligaen og skabe banebrydende præstationer og banebrydende byggerier. Det er den erkendelse, vi gerne vil vise med den her udstilling, siger Kent Martinussen, adm. direktør i Dansk Arkitektur Center.

’Banebrydende Byggerier – 100 danske gennembrud, der ændrede verden’ er udviklet i et partnerskab mellem Realdania og Dansk Arkitektur Center. Projektet er foruden Realdania støttet af Rambøll, Sund & Bælt, DISSING+WEITLING Architecture og schmidt hammer lassen architects.

Læs mere om udstillingen på www.dac.dk

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld