Mandag den 4. juli fra kl. 18 og frem til tirsdag den 5. juli kl. 8 vil der være dobbeltrettet trafik over Storebæltsforbindelsen. Dette skyldes belægningsarbejdet, hvor asfalten i det ene spor skal skiftes på grund af slid fra den tunge trafik.
Det resterende belægningsarbejde bliver udført i august – ligeledes som aften- og nattearbejde. Datoer for arbejdet udmeldes snarest.
Hvorfor ny belægning
Belægningsarbejdet sker i retning mod Fyn. Det kan kun ske i sommermånederne, hvor temperaturerne er tilpas høje, og risikoen for dårligt vejr er mindre end om efteråret.
Der er tale om belægningen i ’det langsomme spor’, dvs. der hvor lastbiler og anden tung trafik kører. Mens der arbejdes, lægges trafikken over i det østgående spor mod Sjælland, hvor der bliver dobbeltrettet trafik med en hastighedsbegrænsning på 80 km/t.
Storebæltsforbindelsen er vital for trafikken mellem Øst- og Vestdanmark, og A/S Storebælt vedligeholder løbende forbindelsen for at sikre en høj standard i forhold til trafikafvikling og sikkerhed.