BroBizz A/S først med ny service i Østrig

Fra d. 6. november kan lastbil- og buskunder med en ny type BroBizz® i forruden også afregne for at køre på betalingsveje i Østrig. BroBizz A/S bliver det første selskab, som tilbyder den nye tjeneste med navnet EasyGo+.

EasyGo, det oprindelige samarbejde mellem de skandinaviske lande for betalingsveje, broer og færger, startede op i 2007 på baggrund af et direktiv fra EU, som på sigt skal gøre det muligt at køre i hele Europa med den samme OBE- enhed (On Board Equipment). Med det nye samarbejde imødekommer de fire lande Østrig, Norge, Sverige og Danmark direktivet, som samtidig betyder nye fordele for den tunge trafik mellem landene.

Fire lande – én faktura

EasyGo+ kan benyttes af køretøjer over 3.5 tons, som kører mellem Østrig, Sverige, Norge og Danmark. Den nye tjeneste gør det muligt at benytte den samme OBE, fx en BroBizz®, til betaling i alle fire lande. Det kræver dog, at man udskifter sin BroBizz®, da hver enkelte BroBizz® fremover vil være knyttet til et bestemt køretøj. Den nye OBE skal nemlig indeholde mere information end den nuværende for at kunne håndtere de nationale regler og forskellige afgiftssystemer i de fire lande.

– Vi er rigtig glade for at kunne tilbyde den nye mulighed til de af vores fragt- og buskunder, som har et kørselsbehov i Østrig. Så slipper de for at have dobbeltaftaler og to sendere i køretøjerne. Det er jo hele grundtanken bag vores selskab, at vi skal give kunderne flere og flere anvendelsesmuligheder med BroBizz® og samtidigt gøre det enklere at være kunde.

– Da vi er de eneste af de nuværende EasyGo-samarbejdsparter, som tilbyder denne mulighed, forventer vi at kunne tilbyde tjenesten til svenske og norske fragt-og busselskaber inden nytår, siger Administrerende direktør Helle Bech, BroBizz A/S.

Baggrund og Fakta:

  • Den nye EasyGo+ service bliver lanceret fra 6. november 2013, og det betyder, at alle ejere af køretøjer over 3.5 ton, som ønsker at bruge den nye service, skal udskifte deres OBE med den nye model.
  • For at benytte EasyGo+ skal kunder fremover have en særlig BroBizz®-sender til hvert køretøj. Den nye OBE indeholder nemlig mere information end den originale EasyGo-enhed og garanterer fuld overensstemmelse med den europæiske lovgivning om ”European Electronic Toll Services” (EETS).
  • Den nye EasyGo+ service er en valgfri service, og det er helt op den enkelte ejer af køretøjer over 3.5 ton, om man vil benytte sig af tilbuddet eller ej.

Læs mere om EasyGo+ hos BroBizz A/S på www.brobizz.dk eller på EasyGo’ s hjemmeside www.easygo.com

Yderligere information:

Adm. direktør for BroBizz A/S, Helle Bech på e-mail: hbe@brobizz.dk eller telefon +45 40 59 31 33.

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld