Broløb 2017: En løbeoplevelse for livet

Hvert tredje år løber 12.000 motionister halvmaraton over Storebæltsbroen. I 2017 er det tid til at snøre løbeskoene igen.

’Det bliver helt vildt. Jeg glæder mig. Datoen er sat i kalenderen’. Sådan skriver Gitte Højrup Andersen på Facebooksiden ’Broløb 2017’. Hun er en af de mange, som allerede har markeret, at de løber med over Storebæltsbroen til næste år, nemlig lørdag den 9. september 2017.

Det er kommuner og foreninger på tværs af bæltet, der står for arrangementet, som starter i Nyborg og slutter i Korsør. Løbet blev afviklet første gang i 1997, og i 2017 er det syvende gang, der trampes og pustes over broen.

Arrangørerne har tæt kontakt til Sund & Bælt, som sammen med politiet har ansvaret for den praktiske afvikling af trafik og sikkerheden på broen under løbet. Broløbet starter 16.30, hvor trafiktallet er lavt. Den trafik, der er, bliver dobbeltrettet og med hastighedsbegrænsning. Så det kan altså lade sig gøre at køre over broen under løbet, men det smarteste vil være at henlægge sin køretur til enten før eller efter løbet, hvis det er muligt. Cykelløbet Aarhus – København i september 2015 forløb på tilsvarende måde, hvor bilerne kørte i det vestgående spor, mens 6.000 cyklister trillede afsted i det østgående spor uden problemer.

Se video fra Broløbet i 2014 i Sund & Bælts videoarkiv.
Tilmelding til Broløb 2017 sker på broløbets hjemmeside
 fra 9. september.

 

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld