Broløb giver millionoverskud

Udsendt af arrangørerne bag Broløbet tirsdag den 21. oktober

Årets Broløb over Storebæltsbroen giver et overskud på omkring 1,7 mio. kroner til gavn for foreningslivet i Nyborg og Slagelse Kommuner.

– Selv om der stadig mangler at blive betalt enkelte regninger for arrangementet har vi nu så godt et overblik over det økonomiske slutresultat, at vi tør melde ud, at overskuddet bliver omkring 1,7 mio. kr., siger Jesper Trampedach fra NGIF Gymnastik og Atletik.

Resultatet deles af foreningslivet i de 2 kommuner.

Masser af frivillige arbejdsdage i et Broløb

900 til 1000 arbejdsdage har frivillige fra et bredt udsnit af foreningslivet lagt på selve løbsdagen. Dertil skal lægges masser af arbejdsdage til planlægning, pakning af godteposer, udlevering af startnr., klargøring af start- og målområde samt depoter og sidst oprydning efter de godt 9000 løbere.

Lokale Foreningerne på begge sider af broen har medvirket til at gennemføre arrangementet og honoreringen for deres arbejde er på vej ud til foreningskasserne. I Nyborg Kommune har der været frivillige fra 22 klubber involveret, og i Slagelse Kommune deltog frivillige fra 23 klubber. Idrætsgrenene spænder vidt – vandpolo, ridning, fodbold, spejdergrupper, motocross og skytter er blot nogle af de mange idrætsgrene, som har hjulpet til.

En ting er et økonomisk udbytte af arbejdet, men faktisk har flere klubber meldt tilbage, at godt nok var det hårdt arbejde, men det bestemt var en god dag for fællesskabet i klubben – at samarbejde på en anden måde end i dagligdagen gav en ny form for sammenhold og masser af energi til klubberne.

Samarbejde på tværs af Storebælt

Uden en meget stor velvilje fra Storebæltsforbindelsen, de 2 kommuner samt politiet og politihjemmeværnet og sponsorer for at ”ville” Broløbet Storebælt, var det aldrig lykkedes.

Den store sportsbegivenhed har længe sat sit præg på kommunerne, hvor løberne i månedsvis har trænet og trænet. Broløbet Storebælt har i den grad været med til at sætte sundhed på dagsordenen og vi håber, at energien og overskuddet kan være med til at aktivitetsniveauet fortsætter ud i idrætslivet på tværs af Storebælt.

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld