Tilmelding til Broløbet 2017 åbner

Fredag den 9. september 2016 er ”Store tilmeldingsdag” til Broløbet Storebælt 2017. På årsdagen for løbet får alle løbere mulighed for at sikre sig en billet til løbsoplevelsen over Storebæltsbroen.

Foreninger og firmaer har haft mulighed for at tilmelde sig broløbet siden 1. september 2016  og allerede nu er der solgt små 2000 billetter til løbet. Det er arrangørernes mål at samle danskerne til løb på broen, og med forhåndsinteressen fra både Jylland og Sjælland ser dette ud til at lykkes. Storebæltsbroen kommer igen til at samle mange løbere fra hele landet.

De resterende godt 10.000 af de 12.000 startnumre sættes til salg 9. september 2016 og alle interesserede har mulighed for at sikre sig en billet, når billetsalget åbner. Ved de seneste broløb i 2008, 2011 og 2014 har der kunne meldes udsolgt tidligt, og ud fra den store interesse for 2017-udgaven af løbet forventer arrangørerne, at samtlige startnumre snart vil være solgt.

Prøv Danmarks længste opløbsstrækning
Planlægningen er for længst begyndt, og arrangementet er så småt ved at være på plads.

Når løberne har forladt Storebæltsbroen venter  Danmarks længste opløbsstrækning med musik, underholdning og sjove tiltag. De sidste 2,1 km. frem mod målstregen omdannes til en stor heppezone, hvor både Korsørs borgere og de mange tilskuere inviteres til stor løbsfest – også løbets sponsorer vil sætte deres præg på heppezonerne.

Se hvem der arrangerer Broløbet 2017 og tilmeld dig på www.brolobet.dk

 

 

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld