Broløbet stopper ikke trafikken

Trafikken over Storebælt vil blive afviklet med 80 km/t under Broløbet, når de godt 12.000 løbere passerer Storebæltsbroen d. 13. september 2014. Broløbet er en halvmaraton med start i Korsør og mål i Nyborg, arrangeret af atletikklubberne i Nyborg og Korsør.

Det er sjette gang i Storebæltsbroens historie, at broen åbnes for et Broløb. Første gang var i 1997, da Vestbroen var bygget færdig og klar til togtrafik, men endnu ikke åben for biltrafik. Øvrige løb var i 1998, 2005, 2008 og 2011.

Trafikken afvikles også under Broløbet

Mens Broløbet finder sted omlægges trafikken til de vestgående spor (retning mod Fyn), som får status af landevej. Det betyder, at der kun vil være ét spor i hver retning og en tilladt hastighed på 80 km/t.

Broløbet afvikles i de spor, der normalt fører fra Fyn til Sjælland. Omlægning af trafikken til ét spor vil i retning fra Sjælland mod Fyn vare fra kl. 13 til cirka 20 og i retning fra Fyn til Sjælland fra kl. 15 til cirka 20.

Storebælts medarbejdere vil gøre, hvad de kan, for at sikre, at trafikken afvikles så gnidningsfrit som muligt med de begrænsninger, der er, på dagen. Turen over broen vil tage lidt længere tid end normalt, idet den maksimale hastighed på den ca. 18 km lange strækning vil være 80 km/t mod normalt 110 km/t. Vores bedste råd er at tage hjemmefra i god tid.

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld