Brug PayByPlate til påsketuren

Påsken er travl på Storebæltsbroen. Nu kan bilister med fordel benytte PayByPlate til at komme hurtigere igennem anlægget og derved undgå ventetid.

Der er ekstra stort pres på gennemkørslen i Storebælts betalingsanlæg i påsken. Skærtorsdag vil være den dag, hvor aktiviteten vil være på sit højeste. Her forventes det hen over middag, at cirka 5.000 biler i timen vil passere betalingsanlægget. Den største udrejsedag bliver onsdag op til påske, hvor de fleste trafikanter kører fra øst mod vest, mens hjemrejsen er fordelt mellem 1. og 2. påskedag.

– Vi er altid forberedte på trafikken, og vi sørger for at anlægget hele tiden er bemandet efter, hvor mange biler, der forventes. Vi sætter derfor også ekstra mandskab ind i påskeferien, så vi er klar til at tage imod bilisterne, fortæller Jens Kjær Nielsen, chef for Storebælts betalingsanlæg.

Brug PayByPlate og kom hurtigere og billigere over broen
Den 23. marts lancerede A/S Storebælt i samarbejde med BroBizz A/S, PayByPlate. Det betyder, at man fremover kan betale med sin nummerplade og dermed spare tid på turen gennem anlægget. Det er en fordel for de bilister, som betaler kontant eller med kreditkort, da betaling med nummerpladen sker dobbelt så hurtigt:

– PayByPlate gør det muligt at komme hurtigere og nemmere igennem betalingsanlægget. Du får desuden de 15 pct. på turen og også rabatter på samme måde som med BroBizz, hvilket du ikke gør, når der betales med kort eller kontanter, siger Jens Kjær Nielsen.

Læs mere om PayByPlate

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld