Hvad søger du?

22 oktober 2020

Danskerne holdt efterårsferien herhjemme

Trafikken over Storebælt lå i uge 42, hvor danskerne traditionelt holder efterårsferie, 4,8 pct. højere end samme uge sidste år, mens ugerne op til ferien bærer præg af, at flere arbejder hjemmefra.

Trafikken over Storebælt lå i uge 42, hvor danskerne traditionelt holder efterårsferie, 4,8 pct. højere end samme uge sidste år, mens ugerne op til ferien bærer præg af, at flere arbejder hjemmefra.

Hele 273.144 biler kørte over Storebælt i uge 42, hvilket er 4,8 pct. højere end samme uge i 2019. Det er den største fremgang i trafikken, der er set siden slutningen af januar i år. Trafikken bar tydeligt præg af danskere på vej til og fra ferie, og væksten var således højest for personbiler, hvor hele 5,4 pct. flere biler kørte over broen sammenlignet med 2019.

Samtidig viser tal for ugerne op til uge 42, at regeringens opfordring til hjemmearbejde virker, da trafikken her ligger 11-12 pct. lavere end de samme uger i 2019. Foreløbige tal for uge 43 indikerer, at hverdagen melder sig med samme niveau som før efterårsferien.

I uge 42 benyttede 80 pct.af kunderne automatisk betaling med bizz eller nummerplade. Andelen af automatisk betaling er steget støt, siden det ved årsskiftet blev muligt at benytte de nye og hurtige ekspresbaner til betaling med nummerplade.

FAKTA:
Trafikken i 2020 i forhold til 2019

Figuren viser, at antallet af personbiler over Storebælt faldt til godt 60 pct. under niveauet for 2019 umiddelbart efter COVID-19-nedlukningen i marts. Fra den begyndende genåbning efter påske er personbiltrafikken steget jævnt, og i juli toppede den i uge 29, hvor den lå godt 5 pct. over samme uge i 2019.

August var præget af manglende international ferietrafik, mens den første uge af september med almindelig hverdagstrafik lå knap 4 pct. over den tilsvarende uge i 2019. Herefter har personbiltrafikken igen været faldende som følge af den gradvise indførelse af restriktioner først i Odense og Københavnsområdet, siden i hele landet.

Se flere trafiktal på storebaelt.dk

Sprog: Dansk

Sprog: Dansk