DR optager på Øresundsmotorvejen 1. april

Det vil hverken være en aprilsnar eller til stor gene for trafikken på Øresundsmotorvejen, når DR  1. april mellem kl. 9.30-11.30 optager på strækningen mellem frakørsel 19-16.

Optagelserne er til DR’s nye dramaserie ’Bedraget’, som handler om økonomisk kriminalitet. Scenen bliver optaget ved, at der kører seks biler på stribe efter hinanden. Der vil både indgå kameraer og blå blink på bilerne, og der vil blive viftet med politislikkepinde. Man vil dog ikke være i tvivl om, at det hele kun er ren fiktion, da bilerne vil blive efterfulgt af en anden bil med en advarselstavle, som informerer om, at det er en filmoptagelse.

Den lille filmkortege vil køre ca. 90 km/t og derfor lidt under den fastsatte fartgrænse på 110 km/t. Det forventes dog ikke, at optagelserne vil påvirke trafikken.

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld