Erfaren advokat eller jurist med speciale i erhvervsret og kontrakter søges til inhouse advokat-team

Trives du i et stærkt fagligt miljø, hvor du bliver udfordret? Så vælg en karriere hos Sund & Bælt Holding A/S, der er en førende virksomhed inden for transport og infrastruktur med unikke projek-ter i relation til Storebælt, Øresund, Femern Landanlæg og BroBizz.

Sund & Bælt Holding A/S er en organisation i udvikling, og med flere spændende projekter i pipeline søger vi efter en advokat eller jurist med speciale inden for erhvervsret og kontrakter, som skal indgå i det nuværende team af højt specialiserede inhouse advokater. Teamet er ansvarlig for alle de forretningsnære juridiske forhold i Sund & Bælt-koncernen og har som Business Partner et tæt samarbejde med både ledelsen og de enkelte forretningsområder. Vi leverer værdiskabende, forretningsorienteret juridisk rådgivning med fokus på Sund & Bælt-koncernens mål og interesser. Du vil således blive en del af et stærkt og engageret team bestående af to erhvervsadvokater og én stud.jur. Arbejdsstedet er centralt beliggende i København.

Værdiskabende juridisk rådgivning til forretningen

Du kommer helt tæt på Sund & Bælt-koncernens forretningsområder, og du vil være en nøgleperson i samarbejdet med kontraktansvarlige og projektledere i forretningen. Dine opgaver vil bl.a. være:

Generel juridisk erhvervsrådgivning til Sund & Bælt Holding A/S og datterselskaberne BroBizz A/S, BroBizz Operatør A/S, A/S Storebælt, A/S Øresund, Femern Landanlæg A/S, og Sund & Bælt Partner A/S

  • Juridisk og kommerciel rådgivning om taktik og strategi i relation til kontrakter
  • Kontraktudarbejdelse, -forhandling og -fortolkning samt proaktivt optimere håndteringen af organisationens kontrakter for at identificere, minimere og styre risici samt sikre de økonomiske fordele, som følger af kontrakten og den enkelte business case
  • Håndtering af tvister

Et succeskriterium vil være din evne til at etablere et tæt og konstruktivt samarbejde med Sund & Bælt-koncernens forretningsområder og eksterne samarbejdspartnere, og at du gennem din høje faglighed og kommercielle tilgang bidrager til værdiskabende kontrakter samt udviklingen af best practice på området.

Fagligt stærk advokat eller jurist og Business Partner

Du er en ambitiøs og erfaren advokat eller jurist (cand.jur. eller cand.merc.jur.), der brænder for og har relevant praktisk erfaring med generel erhvervsret, kontraktret og gerne også udbudsret, entrepriseret, immaterielle rettigheder samt contract management. Du kommer måske fra en større virksomhed, advokatkontor, myndighed eller organisation, hvor dit hovedansvarsområde har været generel erhvervsret, kontraktkoncipering og -fortolkning.

Derudover har du følgende personlige og faglige egenskaber:

  • Du er resultatorienteret og har en kommerciel og løsningsorienteret tilgang til opgaverne. Det falder dig naturligt at være juridisk rådgiver og relevant Business Partner for forretningen
  • Du kan arbejde selvstændigt og håndtere sager fra start til slut
  • Du har et godt humør og en positiv gennemslagskraft, og du evner at formidle juridiske budskaber sagligt og let forståeligt – også til ikke-jurister
  • Du har en stor arbejdskapacitet og kan lide at arbejde i et fagligt udfordrende miljø, hvor du har mange bolde i luften
  • Du kan lide at arbejde med komplekse problemstillinger og er grundig og fokuseret på detaljen samtidig med, at du har overblik og sørger for fremdrift i dine projekter
  • Du er proaktiv og skaber effektive og værdiskabende processer og trives med daglig sparring og samarbejde på tværs af organisationen
  • Du har gode skriftlige og mundtlige formuleringsevner på dansk og engelsk
  • Kendskab til entrepriseret, udbud og immaterielle rettigheder er fordel, men ikke et krav

En karriere hos Sund & Bælt– Gode muligheder for faglig og personlig udvikling

Sund & Bælt lægger vægt på et godt arbejdsmiljø og gode vilkår for medarbejdere og deres familier. Det prioriteres, at du får den efter- og videreuddannelse og de udviklingsmuligheder, der passer til netop dine og Sund & Bælts behov, så du kan udvikle dig i jobbet.

Vi ser frem til at høre fra dig

Tiltrædelse snarest muligt. Lønnen forhandles individuelt.

For mere information er du velkommen til at kontakte senior advokat Charlotte Yun Linde på cyl@sbf.dk eller på tlf. 33 41 62 42, senior advokat Philip Bøje Houlberg på pbh@sbf.dk eller tlf. 30 37 27 49 eller Finance Director Henrik Heller Esberg på hes@sbf.dk eller tlf. 33 41 62 22.

Send din ansøgning og dit cv bilagt eksamensbevis og karakterer hurtigst muligt til cyl@sbf.dk og pbh@sbf.dk. Ansøgninger vil blive behandlet løbende.

 

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld