Femern A/S åbner ny udstilling i infocenteret i Burg

Femern A/S har slået dørene op for en ny og opdateret udstilling om Femern-tunnelen i selskabets infocenter i Burg på Fehmarn.

Foran ca. 80 besøgende indviede Femern A/S’ vicedirektør i Tyskland, Lars Friis Cornett, d. 29. august udstillingen.

“Vi er rigtigt glade for, at vi hele tiden er i dialog med borgerne på Femern om, hvad så stort et anlægsprojekt kommer til at betyde for øen. Der er mange lokale erhvervsfolk, som ser frem til de mange muligheder, som følger med Femern-tunnelen. Samtidig er der borgere, der gerne vil vide, om de vil kunne høre byggeriet, når vi går i gang med selve tunnelen. Alle de mange spørgsmål svarer vi selvfølgelig på, og jeg oplever en stor interesse for projektet her på øen,” fortæller Lars Friis Cornett.

I infocenteret får besøgende information hele vejen rundt om Femern-tunnelen – særligt anlægsfasen, kan man blive klogere på. Som noget nyt kan man nu også opleve et dynamisk kort over tunnelbyggepladsen, hvor man kan man gå helt ned i detaljen og se, hvordan byggeriet påvirker ca. fem kilometer ind på Lolland og Fehmarn, som Femern A/S har ansvaret for at bygge.

Den nye udstilling tager højde for den øgede interesse, som infocenteret har oplevet. Sidste år var besøgstallet intet mindre end fordoblet. 
“Mange mennesker vil gerne have oplysningerne direkte fra os. Og vi er glade for den store interesse og de mange besøgende,” forklarer Marie Rhodin, der er leder af infocenteret.

Infocenteret i Burg (Ohrtstraße 40, 23769 Fehmarn, Tyskland) er åbent mandag til torsdag fra kl. 11 til 13 samt 15 til 17 og fredag fra kl. 11 til 14. 

Individuelle aftaler kan indgås med Marie Rhodin på +49 4371 / 88 88 892. Læs mere her