Femern-forbindelsen: Se med, når arkæologer graver

Lige nu graver arkæologer for fuld damp ved Rødbyhavn på det sted, hvor Femern-forbindelsen så småt begynder at tage form. Alt materiale af historisk og arkæologisk interesse skal sikres, inden de store gravemaskiner for alvor buldrer frem. Arkæologerne har allerede fundet 5.000 år gamle fodspor og lige så gamle fiskehegn.  Du kan se, hvordan gravearbejdet foregår i denne lille film, hvor arkæolog og specialkonsulent Lisbeth Pedersen fortæller:

Noget af det, arkæologerne finder, tager de med sig. Andet fotograferes, beskrives og dækkes til igen.

Erfaringer fra Storebælt

En vigtig brik i arkæologernes arbejde er, at de kan trække på kollegers erfaring fra udgravninger ved anlæg af Storebæltsforbindelsen.  Efter Storebæltsbyggeriet udkom fem store værker, Storebælt Technical Publications, som nøje beskriver og dokumenterer hele byggeriet. Den ene af de fem bøger – Storebælt i 10.000 år – er dedikeret til en beskrivelse af det arkæologiske arbejde.

Da Storebæltsbroen blev konstrueret, blev ingen løsninger taget for givet, og materialer, statiske principper og gængse entreprenørmetoder blev sat på prøve, og nye udviklet. Det var vigtigt, at hele byggeriet og de erfaringer, vi gjorde os undervejs, blev dokumenteret og dermed kunne bidrage til den internationale faglige viden om byggeri af broer i den størrelsesorden, siger Leif Vincentsen, direktør i Partner A/S i Sund & Bælt Holding.

Hent digital udgave af bøgerne

Hidtil har bøgerne kun været tilgængelige i papirform, men siden årsskiftet har de ligget elektronisk, så arkæologer og andre interesserede kan downloade de afsnit, de har brug for og tage dem med på fx en iPad eller mobil ude på udgravningerne.

Læs vores tekniske publikationer digitalt på vores publikationsside.

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld