Femern A/S medfinansierer omfartsvej i Rødbyhavn

Hovedgaden i Rødbyhavn skal aflastes for tung trafik, når byggeriet af Femern Bælt-tunnelen for alvor går i gang. Derfor medfinansierer Femern A/S en forlængelse af Jøncksvej, så den lokale trafikafvikling bliver mere fleksibel.

Der bliver stor aktivitet i området omkring tunnelelementfabrikken, når byggeriet går i gang. For tiden er vi ved at gøre klar til byggeriet, og vi er glade for, at vi sammen med Lolland Kommune har fundet en løsning på, hvordan vi får ledt trafikken uden om hovedgaden i Rødbyhavn”, lyder det fra Tine Lund-Bretlau, kommunikationschef i Femern A/S.

Beslutningen om at forlænge Jøncksvej sker efter at forligskredsen bag Femern byggeriet tidligere på året blev enige om at igangsætte konkrete anlægsforberedende aktiviteter i relation til den faste forbindelse under Femern Bælt.

Femern A/S har afsat 15 mio. kr. til at medfinansiere den alternative adgangsvej til Rødbyhavn.

Lolland Kommunes udgifter forventes at fordele sig med ca. 3 mio. kr. i 2019 til brug for ekspropriation af de tre ejendomme og ca. 12 mio. kr. i 2020 til brug for etableringen af selve vejprojektet.

Mere info: Lea Andersen, pressemedarbejder, Femern A/S, 33 41 44 23, lka@femern.dk

Om Femern-forbindelsen:

Femern-tunnelen bliver danmarkshistoriens største byggeri. Den 18 kilometer lange sænketunnel vil forbinde Lolland med den tyske ø Fehmarn og spare de rejsende på strækningen for cirka én time hver vej.

Femern-forbindelsen består af en sænketunnel med to motorvejsrør og to jernbanerør og efter åbning kan man krydse Femern Bælt på 7 minutter i tog og 10 minutter i bil.

Projektet er brugerfinansieret efter samme model som Storebælt og Øresund, så de, der benytter tunnelen, også er dem, der betaler for den. Indtægterne fra trafikken betaler desuden for store forbedringer til jernbanen mellem Ringsted og Rødbyhavn, der elektrificeres og gøres klar til hastigheder på 200 km/t.

I byggefasen, der varer 8,5 år, vil der blive skabt 3.000 arbejdspladser lokalt i Rødbyhavn og et lignende antal arbejdspladser hos underleverandører i regionen.

LINKS

Læs mere om lærlinge på Femern-forbindelsen her: https://femern.com/da/Construction-work/New-jobs-at-the-construction-sites/Apprentice-on-the-Fehmarnbelt-project   

Femern A/S har netop offentliggjort sin årlige rapportering af CSR-indsatsen som led i årsregnskabet. Læs mere her: https://femern.com/da/About-us/Annual-reports

Video: Sådan bygges Femern-forbindelsen: https://bit.ly/2woG8zZ

Video: Oplev turen gennem Femern-tunnelen: https://bit.ly/2IEbPdN