Afgiften træder i kraft fra 1. januar 2025, hvor Danmark også træder ud af samarbejdet om den eksisterende periodebaserede vejbenyttelsesafgift for lastbiler (Eurovignetten). Den samlede aftale skønnes at reducere CO2-udledningen med ca. 0,3 mio. ton i 2025 og ca. 0,4 mio. ton i 2030. Opgaven med implementering og efterfølgende drift af vejafgiftsordningen, herunder blandt andet opkrævning og kontrol af afgift, placeres hos Sund & Bælt.
Fremover skal lastbiler betale vejafgift i Danmark alt efter, hvor meget CO2 der udledes fra kørslen. Det er regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten blevet enige om.
Udover at skubbe på den grønne omstilling af den danske vejtransport betyder den kilometerbaserede afgift, at de omkostninger, som lastbiltrafikken medfører i form af ulykker, støj, luftforurening og bidrag til trængsel mv., bliver dækket i højere grad end i dag.
Derudover indebærer aftalen, at der gennemføres en ændring i de nationale regler om vægt og dimensionering af lastbiler i vejgodstransporten samt initiativer til at forbedre vilkårene for banegods i Danmark.
Opkrævning af vejafgifter vil primært ske via EETS-udbydere af vejafgiftstjenester, som vil varetage tilvejebringelsen af satellitbaseret køretøjsudstyr til brugerne. Opkrævning af vejafgifter hos brugerne sker, når Sund & Bælt har beregnet brugerens vejafgift.
På denne side findes information af relevans for EETS-udbydere, der ønsker at tilslutte sig den fremtidige ordning for kilometerbaseret vejafgift for lastbiler.
Sund & Bælt vil løbende kommunikere og udgive EETS-relevant dokumentation, i takt med at implementeringen af ordningen skrider frem.