Hurtigere passage af særtransport på Storebæltsbroen

Særtransporter, der kører over Storebæltsbroen, får fremover mulighed for at passere forbindelsen med 10 – 20 procent højere hastighed. Der sker efter fælles ønske fra transportbranchen og fra A/S Storebælt. Afvikling af de mange særtransporter kan forstyrre en rolig og glidende trafikafvikling i situationer, hvor især tunge og langsomme transporter kører over broen. Kørsel med særtransporter over Storebælt har desværre også medført nogle få, alvorlige ulykker på strækningen.

– Vi har nu forfinet de programmer, vi anvender til at beregne særtransporternes hastighed og vejbanevalg ud samt det optimale tidspunkt på døgnet for passage i forhold til den øvrige trafik. Det benytter vi, hver gang en vognmand søger om at passere Storebæltsbroen, fortæller Kim Agersø Nielsen, teknisk chef konstruktioner og anlæg, A/S Storebælt.

Transportfirmaerne søger via politiet vejmyndighederne om tilladelser til at gennemføre særligt tunge eller brede særtransporter. Når A/S Storebælt, som er vejmyndighed på Storebæltsforbindelsen, modtager ansøgninger med informationer om de enkelte særtransporter, tastes oplysninger om transportens vægt (akseltryk), bredde og længde ind i et program, som udregner vilkårene for transporten, så den gennemføres uden at skade vejbaner og øvrige konstruktioner på Storebæltsbroen og på tidspunkter, hvor den øvrige trafik på forbindelsen generes mindst muligt.

– Ved at forfine vores godkendelsessystem for de krævende særtransporter, kan vi nu tillade kørsel med særtransporter på vores forbindelse med 10 – 20 procent højere hastighed end tidligere. Og det betyder selvfølgelig en hurtigere og dermed mere sikker passage for både særtransporter og den øvrige trafik på Storebæltsforbindelsen, siger Kim Agersø Nielsen.

Læs mere i brochuren Særtransport på Storebælt

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld