Ingeniør fra Sund & Bælt på skolebesøg

Finn Bormlund, ingeniør i Sund & Bælt, besøgte i sidste uge to skoler for at gøre eleverne klogere på, hvordan man effektivt driver og vedligeholder en bro.

Finn Bormlund var i sidste uge på besøg på Vibeskolen i Utterslev og Søndermarksskolen i Vejle, hvor han skulle fortælle eleverne om Storebæltsforbindelsen. For Finn Bormlund er det vigtigt, at undervisningen foregår i børnehøjde, så eleverne får en bedre forståelse for det enorme arbejde, der ligger i at drive og vedligeholde store infrastrukturanlæg.

Rekvisitter fastholder elevernes interesse

Med sig havde Finn Bormlund bl.a. sjippetorve, betonstumper og videooptagelser. Alt sammen for at illustrere nogle af de udfordringer, han møder i sin hverdag.

– Med fx et sjippetorv og nogle videooptagelser bliver det lettere for mig at forklare i børnehøjde, hvordan svingninger kan være skyld i, at en bro falder sammen. Rekvisitterne fastholder elevernes interesse og gør det nemmere for mig at forklare eleverne om nogle forholdsvis tekniske problemstillinger, fortæller Finn Bormlund, projektleder i KMS-afdelingen i Sund & Bælt Holding A/S.

Book en ekspert

Sund & Bælt har flere ingeniører, der tager ud på folkeskoler og fortæller om deres arbejde. Samarbejdet mellem skolerne og Sund & Bælts ingeniører er en del af et større samarbejde med Engineer the Future, som arbejder på at få flere børn og unge til at vælge naturvidenskabelige og tekniske fag. Initiativet kaldes ”Book en ekspert”. Det er en besøgsordning, hvor danske ingeniører og naturvidenskabsuddannede besøger skoler og via praktiske øvelser giver børnene indblik i den tekniske verden.

– Det er altid svært at finde ud af, hvad der præcis fanger elevernes opmærksomhed. Det må hverken være for svært eller for let. Jeg har dog kun oplevet, at eleverne har vist stor interesse for mit arbejde og de problemstillinger, jeg har givet dem i undervisningen, forklarer Finn Bormlund.

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld