Julens trafik på Storebælt

Knap 160.000 biler ventes at passere Storebælts betalingsanlæg i juledagene mellem d. 23. og 27. december. Der er udsigt til travlhed, men A/S Storebælt er godt forberedt på juletrafikken og forventer derfor ikke ventetid for juletrafikanterne.

– Vi er klar med bemanding i alle baner i de mest travle perioder, og da flere og flere af vores kunder har en BroBizz, forventer vi, at trafikken flyder uden stop i anlægget. Særligt efter vi har gjort det muligt at benytte BroBizz i alle baner, så man kan vælge den bane, hvor der er mindst ventetid, siger chef for betalingsanlægget, Jens Kjær Nielsen.

Trafikken vil være tæt i begge retninger d. 23. december mellem kl. 11 og 17, mens flest bilister kører mod Fyn/Jylland den 24. december i tidsrummet 11 – 15.

Efter jul bliver den største hjemrejsedag d. 26. december, hvor op mod 5.000 biler kører gennem anlægget i retning mod Sjælland i de travleste timer mellem kl. 11 og 13.

Den gennemsnitlige trafik over Storebæltsforbindelsen i 2012 er på ca. 30.000 køretøjer pr. døgn

På storebaelt.dk kan bilisterne allerede nu finde information om trafikken i juledagene og se de mest travle tidspunkter i Storebælts betalingsanlæg.

Redaktionen kan få oplysninger om den aktuelle trafiksituation døgnet rundt hos Storebælts vagthavende trafikleder på tlf. 58 30 31 80.

Evt. yderligere oplysninger: Chef for betalingsanlægget, Jens Kjær Nielsen, tlf. 58 30 31 10/ mobil 20 46 36 04.

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld