Opdatering: Fald i vindstyrke mindsker risiko for lukning af Storebælt onsdag formiddag

Opdatering onsdag 9.15:

Prognosen fra DMI viser fortsat en vindhastighed på op til 24 m/s i formiddagstimerne ved Storebælt. Broen lukkes først for al biltrafik ved 25 m/s, og derfor forventes ud fra gældende prognose ikke en brolukning her til formiddag, dog meget kraftig vind og nedsat hastighed for trafikanterne.

Kørsel med vindfølsomme køretøjer frarådes indtil kl. 14 onsdag.

 

Opdatering 19.45:

De seneste prognoser fra DMI viser et fald i den forventede vindstyrke ved Storebælt onsdag morgen, set i forhold til prognoserne tidligere på dagen. Vinden forventes nu at holde sig under 24 m/s og vil derfor ikke udgøre en betydelig risiko for, at en brolukning bliver nødvendig i morgentimerne.

Vinden vil dog betyde, at al kørsel med høje lette køretøjer vil blive frarådet fra tidligt onsdag.

Hvis prognoserne fra DMI ændrer sig i løbet af aften- og nattetimerne, opdateres meldingen på Storebælts Facebook og hjemmeside.

 


Tidligere opdatering 14.45:

Den kraftige blæst, som rammer Danmark fra onsdag morgen, vil ifølge seneste prognose fra DMI medføre vindhastigheder på op til 27 m/s ved Storebæltsbroen i timerne mellem kl. 9 og 12. Det giver en risiko for, at broen lukker for al biltrafik.

Storebæltsbroen lukkes af hensyn til trafikanternes sikkerhed ved vind af stormstyrke, som er fastsat til 25 m/s. Allerede ved 15 m/s frarådes vindfølsomme køretøjer – fx campingvogne, trailers og lette lastbiler – at passere Storebælt, så hold øje med det gældende varsel.

Varsel for vinden vil løbende blive opdateret på baggrund af DMIs prognoser. Følg med på Storebælts Facebook, Storebælts hjemmeside eller ved at tilmelde dig Storebælts sms-tjeneste. Send BRO INFO til 1231.

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld