Hvad søger du?

18 november 2020

Nu starter arbejdet på ny badestrand ved Lalandia

Femern A/S starter i december på arbejdet med at etablere en ny badestrand ved Lalandia i Rødbyhavn. Stranden forventes at åbne til sommer. Lalandia og Lolland Kommune glæder sig til de nye muligheder.

Beboere i Rødbyhavn og gæster i området kan snart se frem til en ny badestrand ved Lalandia vest for Rødbyhavn. Arbejdet på diget til den kommende vestlige strand går i gang til december. Det er målet, at stranden skal stå klar til sommer.

Stranden indgår som er en del af et nyt, stort naturområde på 125 hektar, der skabes i forbindelse med byggeriet af Femern-tunnelen.

”Vi glæder os til at allerede til sommer at kunne tilbyde vores gæster og feriehusejere de nye strandmuligheder så tæt på os. Og når det samlede naturområde engang står færdigt vil det være en gevinst for alle og gøre Rødbyhavn endnu mere attraktiv,” siger Karsten Juhl, der er centerdirektør i Lalandia i Rødbyhavn.

Naturområdet starter fra havnen i Rødbyhavn og går ca. tre km mod vest. Det kommer til at strække sig omkring 500 meter ud fra den nuværende kystlinje.

Den nye strand kommer til at ligge længst mod vest få hundrede meter fra Lalandia, og der vil være adgang til stranden via Sandholmvej med mulighed for parkering.

Ud over den nye vestlige strand omfatter naturområdet også en stor lagunestrand lige ud for Lalandia og en ny soppestrand tæt på Rødbyhavn, hvor der i dag også er strand.

Mens der bliver adgang til den vestlige strand fra næste sommer, så vil det øvrige naturområde med strande først stå helt færdig nogle år senere. Naturområdet skabes nemlig af de store mængder opgravet materiale fra havbunden i forbindelse med de kommende års omfattende tunnelarbejde. De første læs havbund forventes at blive lagt på plads bag diget i løbet af foråret.

Også øst for Rødbyhavn, hvor arbejdshavnen til tunnelbyggepladsen er i gang med at blive anlagt, vil Femern A/S etablere nye naturområder. Sammen med arealet mod vest vil der i alt blive etableret over 300 hektar ny natur, når projektet er afsluttet efter åbningen af tunnelen i 2029.

Når det samlede naturområde er klar til at blive tage til brug, vil der således være tale om en flere nye naturoplevelser helt tæt på Rødbyhavn, siger borgmester Holger Schou Rasmussen, Lolland Kommune.

”Til sommer åbner den nye strand og lige om hjørnet venter resten af de store naturparker, strande og åbningen af tunnelen. Vi oplever en stigende interesse fra blandt andet investorer for de muligheder, som Rødbyhavn kommer til at tilbyde. Kommunen har naturligvis også selv ambitioner om at udnytte potentialet og samarbejder tæt med Femern A/S om at gøre naturparker og strande til noget særligt for alle,” siger han.

I Femern A/S understreger vice projektdirektør Christina Berlin Hovmand vigtigheden af, at den internationale tunnel også bliver en gevinst lokalt, både mens der bygges, og når tunnelen står færdig.

”Et byggeri af denne størrelse kommer uundgåeligt til at give nogle gener undervejs. Derfor er det meget vigtigt for os, at vi kan bidrage til permanente løsninger, som tilgodeser lokalområdet. En tidlig åbning af den nye vestlige strand har været højt på ønskelisten lokalt, og det er vi nu kommet i mål med,” siger Christina Berlin Hovmand.

  

Sprog: Dansk

Sprog: Dansk