Hvad søger du?

22 oktober 2019

Ny efterårskampagne skal nedbringe antallet af uheld ved blæst på Storebælt

65 gange er køretøjer væltet på Storebæltsbroen pga. kraftig blæst siden broens åbning. Det har skabt trafikalt farlige situationer og lange køer. Derfor sætter Sund & Bælt i samarbejde med Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fokus på kørsel over Storebæltsbroen i blæsevejr med en kampagne, der skal styrke sikkerheden på broen.

Nu kommer blæsten. Sådan lyder den første linje i Sund & Bælts nye kampagne. Efteråret og vinteren er særlig kendt for blæsevejr, og med det følger risikoen for kraftig vind og storme på de store broer.

En række uheld med væltede vindfølsomme køretøjer de seneste to år har betydet, at broen måtte lukke for al biltrafik i længere perioder. Senest væltede en lastbil i januar og lukkede broen for al biltrafik i mere end 3 timer. Det betød lange køer og frustrerede kunder.

Derfor ønsker Sund & Bælt med kampagnen ’Nu kommer blæsten. Tænk dig om, før du bliver grebet af den på Storebælt’ at informere trafikanter om, hvornår det er sikkert at køre over Storebæltsbroen i kraftig blæst.

– Målet med kampagnen er at nedbringe antallet af uheld på broen, forårsaget af vind. Det håber vi at gøre ved at gøre trafikanterne klogere på, hvad et vindfølsomt køretøj er, og hvor det er, vinden kan gøre det særligt farligt at passere Storebæltsbroen, når det blæser, forklarer Kim Agersø Nielsen, Teknisk Chef for konstruktioner og anlæg i Sund & Bælt.

Kampagnen møder stor opbakning fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som – hver gang et vindfølsomt køretøj vælter på broen – må ud og afhjælpe situationen:

– Det er ikke alle, der ved, om deres køretøj er vindfølsomt eller ej. En lastbil kan fx veje ti ton uden last, men alligevel være vindfølsom. Så en lastbilchauffør må ikke automatisk gå ud fra, at han kan køre over broen, hvis det blæser, fortæller Tom Trude, der er linjechef for Beredskabet i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, og fortsætter:

– Kampagnen skal være med til at klæde trafikanterne bedre på til at kunne vurdere, om det er forsvarligt at køre over eller ej. Beslutningen er i sidste ende førerens eget ansvar.

Færre uheld, større sikkerhed

Efter flere episoder med væltede vindfølsomme køretøjer, ønsker Sund & Bælt med kampagnen både at højne sikkerheden og sikre, at broen altid er åbne for de mange tusind trafikanter, der dagligt bruger broen.

– Når køretøjerne vælter, opstår der en farlig situation, hvor andre trafikanter også kan komme i fare. Samtidig må flere tusind trafikanter holde i kø for at komme over broen, og det er dyrt – både for samfundet og erhvervslivet. Derfor sætter vi fokus på området, slutter Kim Agersø Nielsen.

Læs mere om vindforhold og restriktioner i kraftig blæst over Storebælt.

Fakta om uheld og vindforhold på broen:

  • 65 gange har Storebæltsbroen været lukket pga. uheld med vindfølsomme køretøjer, siden den åbnede for biltrafik i 1998. Det svarer i gennemsnit til tre gange om året.
  • 17 timer og 17 minutter i én retning og 5 timer og 4 minutter i begge retninger har broen været lukket for biltrafik pga. væltede vindfølsomme køretøjer siden broens åbning.
  • Vindfølsomme køretøjer er fx campingvogne, høje trailere, lastbiler uden eller med let last samt påhængsvogne til lastbiler.
  • Allerede ved 10 m/s skal vindfølsomme køretøjer være særligt opmærksomme, når de kører over broen. Når vinden kommer over 15 m/s og sidevind, fraråder Storebæltsbroen kørsel over broen for vindfølsomme køretøjer.
  • Vinden skal helt op på 25 m/s og altså blæse af stormstyrke, før al biltrafik indstilles på broen.
  • Særligt tværvinden er problematisk – altså når vinden kommer fra siden. Ved pylonerne og ankerblokkene skal trafikanter være ekstra opmærksomme, da der ofte opstår kraftige vindstød.

 

Sprog: Dansk

Sprog: Dansk