Ny udsmykning til togrejsende

Rejsende på Kastrup Station i Københavns Lufthavn kan fremover opleve den internationalt anerkendte danske fotograf, Keld Helmer-Petersens, smukke billedserie Strukturer på stationen. Udstillingen forventes at vare mindst to år.

Hermed fastholder Sund og Bælt Holding A/S, der ejer stationen, den oprindelige ide om at give stationens brugere en æstetisk oplevelse med på rejsen ved at fravælge reklamer til fordel for kunst.

Keld Helmer-Petersen er født i 1920 og har i løbet af en 65-års periode med udgangspunkt i storbyens industri- og udkantsområder opdyrket et stramt komponeret, grafisk formsprog. I sin lange karriere har han sat sit præg på udviklingen af fotografiet som kunstart i Danmark og har senest udstillet på museer og kunstgallerier i Danmark, Sverige, England og USA.

Udsmykningen, som består af 32 store, sort-hvide billeder med 16 forskellige motiver, er plottet på perforerede stålplader, der samtidig virker som lyddæmpere på stationen.

– Ved at udstille billedserien Strukturer ønsker vi at give et stort publikum lejlighed til at stifte bekendtskab med et udvalg af Keld Helmer-Petersens værker, siger koordineringschef i Sund og Bælt, Ole Christensen.

Stationen har tidligere dannet rammen om udstilling af fotograf Viggo Rivads billeder i serien Mennesket, samt Stemningsbilleder fra Øresundsregionen af fotograferne Henrik Clifford Jacobsen, Lennart Søgård-Høyer og Henrik Saxgren.

Kastrup Station, som dagligt passeres af mere end 40 tusinde passagerer, har siden 2000 været det trafikale midtpunk på den faste forbindelse mellem Danmark og Sverige og er i dag en af landets vigtigste stationer.

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld