Hvad søger du?

27 november 2018

Nyt betalingsanlæg på Storebæltsbroen

Den 26. november tages det første spadestik til Storebælts nye betalingsanlæg. Vi tager få vejbaner ad gangen, og det vil ikke påvirke trafikken gennem anlægget. Det nye anlæg står færdigt ved udgangen af 2019.

Med 20 års virke skal betalingsanlægget ved Storebæltsbroen fornyes. Det kommende anlæg skal gøre det både hurtigere og nemmere for bilister at komme over broen.

Fra mandag den 26. november går A/S Storebælt i gang med at implementere det nye betalingsanlæg. Arbejdet er inddelt i faser, så bilisterne ikke bliver påvirket imens overgangen til det nye anlæg står på.

Fra mandag den 7. januar afspærres bane 5, 6 og 7 i vestgående retning i ca. 3 uger. Herefter fortsætter arbejdet i de næste baner.

Bilisterne bliver ikke forstyrret

Når A/S Storebælt går i gang med at implementere det nye betalingsanlæg sker det ved, at der lukkes for de vejbaner, hvor arbejdet foregår.

Anlægsarbejdet er bevidst lagt i de perioder, hvor der forventes mindst trafik for at undgå kødannelse.

– Det er en vigtig prioritet, at vores kunder påvirkes mindst muligt. Vi gør os derfor umage med at udføre arbejdet i de perioder, hvor vi kan se, at trafiktallene er lavest, fortæller Jens Kjær Nielsen, chef i Storebælts betalingsanlæg.

Tydelig skiltning vil guide bilisterne over i de øvrige vejbaner.

En nødvendig investering på den lange bane

Efter prisnedsættelsen per 1. januar 2018, har trafikken været støt stigende. Det medfører, at det nuværende betalingsanlæg opgraderes til en version 2.0.

– Formålet med at opgraderingen er at fremtidssikre betalingsanlægget, så det kan tage i mod den voksende trafik og samtidig give det stigende antal kunder, som benytter automatisk betaling i form af PayByPlate eller BroBizz, en bedre service, fortæller Jens Kjær.

Det indebærer en udvidelse i antallet af ekspresbaner til de kunder, som benytter PayByPlate eller BroBizz, hvor hastigeden sættes op til 50 km/t. 75 pct. af alle, der krydser Storebæltsbroen, har en af de to betalingsløsninger.

Det nye anlæg vil stå klart ved udgangen af 2019.

Læs mere om det nye betalingsanlæg

  

Sprog: Dansk

Sprog: Dansk