Over 100.000 bilister betaler med PayByPlate på Storebælt

I marts måned lancerede BroBizz A/S PayByPlate, som gør det muligt for kunderne at betale med deres nummerplade. Knap seks måneder senere har selskabet registreret 110.000 PayByPlate-tilmeldinger, og udviklingen fortsætter støt.

Automatiske betalingsløsninger er populære blandt Storebæltsbroens kunder. Det er antallet af PayByPlate-tilmeldinger et klart udtryk for. BroBizz A/S har per dags dato registret 110.000 tilmeldinger til PayByPlate. Tallene dækker over henholdsvis privat- og erhvervskunder, som enten har en fakturaaftale eller har tilmeldt deres nummerplade hos BroBizz A/S.

Nummerpladen som brobillet hitter

Da PayByPlate blev lanceret i marts måned var der meget stor interesse for det nye produkt. Der blev registreret 10.000 tilmeldinger efter de første tre døgn. I dag tæller produktet 110.000 tilmeldinger, hvilket svarer til ca. 600 bestillinger per døgn.

I BroBizz A/S er man meget tilfreds med det flotte resultat og for at kunne tilbyde et produkt, som hitter blandt kunderne:

– Vores kunder er i centrum, og siden lanceringen af PayByPlate har kunderne taget godt imod produktet. PayByPlate er enkelt og nemt at benytte, og du kan 20 minutter efter, du har tilmeldt dig, køre over Storebælt med nummerpladen som brobillet, fortæller Mette Berthelsen, Markedschef i BroBizz A/S.

Fordelene ved den automatiske betaling kan også ses i den travle sommertrafik, hvor der blev sat nye trafikrekorder. I august betalte 69 % af kunderne med enten PayByPlate eller BroBizz. Det er en stigning på 7 % sammenlignet med august 2017.

Med den stigende interesse for automatisk betaling forventer BroBizz A/S fortsat at se en vækst i antallet af tilmeldinger.

– Vores automatiske betalingsløsninger giver både adgang til lavere priser, men sparer også kunderne for tid og besvær. Vi ser derfor frem mod et efterår med fortsat vækst i tilmeldinger, og hvor vi også arbejder på at udvide anvendelsesmulighederne for løsningen, fortæller Mette Berthelsen.

I dag kan PayByPlate anvendes i Storebælts betalingsanlæg. I den kommende tid er hensigten at brede tjenesten ud til flere af samarbejdspartnere.

Læs mere PayByPlate

Læs mere om den travle sommertrafik

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld