På It-inspektion i Nepal

Michael Henningsen, it-specialist i Sund & Bælt, steg søndag den 13. marts på et fly til Nepal. Opgaven er at hjælpe med at tjekke op på det it-udstyr, som Sund & Bælt har leveret til Dhulikhel Hospital i Nepal.

Sund & Bælt indgik i 2013 en femårig samarbejdsaftale med Dhulikhel Hospital i Nepal om løbende donation af brugt it-udstyr. Dhulikhel Hospital er et regionalt hospital, der behandler alle uanset økonomisk formåen, og hospitalet er et bevis på, at det er muligt at tilbyde ydelser af kvalitet selv i et fattigt land som Nepal.

Der er allerede sendt en del it-udstyr afsted til hospitalet – udstyr som bl.a. kom i brug, da det store jordskælv ramte i april sidste år. Nu er Michael Henningsen selv rejst efter udstyret for at tjekke, at det fungerer, som det skal.

Blog om oplevelser på turen

Michael skriver løbende om rejsen på sin blog, hvor han bl.a. noterer, at han først var fremme ved Dhulikhel Hospital efter 11 timer timers flyvning fra København til Bangkok, 3,5 timer fra Bangkok til Kathmandu, en times udredning omkring visa og pas, en time for at få bagagen og 1,5 time med bil fra Kathmandu til Dhulikhel Hospital.

Det er anden gang Michael er i Nepal. Første gang var i marts 2013, da det første it-udstyr var landet i Nepal. Han brugte en uge på at sætte netværk, servere og pc’er op. Undervejs fandt han ud af, at hospitalets medarbejdere trængte til et gevaldigt it-løft og hjælp til at udarbejde it-planer. Derfor blev den daglige it-ansvarlige på Dhulikhel Hospital, Bhushan Tusuji, inviteret til Danmark i august 2013 for at pudset sine it-kompetencer af. Under opholdet boede han hos Michael Henningsen og hans familie.

På bloggen skriver Michael videre, at han åbenbart har sovet så godt efter den lange rejse, at han ikke registrerede, at der om natten havde været jordskælv på 4.5 på Richterskalaen! Arbejdet på hospitalet har han, assisteret af sin faste it-partner i Nepal, Bhushan Tusuji, nu været i gang med siden først på ugen. Det tætte samarbejde mellem de to indebærer bl.a. også besøg hos Bhushans familie, som udover hustruen består af deres barn, hans mor, far, søstre, niecer og bedstemoren på 84 år.

Aftalen mellem Sund & Bælt og Dhulikhel er kommet i stand med organisationen NepaliMed Denmark som mellemled.

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld