Hvad søger du?

20 marts 2018

PayByPlate giver adgang til lavere priser på Storebælt

Fra i dag, onsdag den 21. marts, er det muligt at betale med nummerpladen på Storebælt. Det kræver, at man tilmelder sig PayByPlate og registrerer bilens nummerplade hos BroBizz A/S. PayByPlate giver desuden adgang til de lavere priser og rabatter på Storebæltsbroen.

PayByPlate er et samarbejde mellem A/S Storebælt og BroBizz A/S, som betyder, at betalingen for turen over Storebælt nu kan klares via nummerpladen. Det kræver blot, at man tilmelder sig PayByPlate og registrerer bilens nummerplade hos BroBizz A/S. Blot 20 min. efter tilmelding kan man køre i de blå kort-baner i betalingsanlægget og benytte den nye løsning.

Nye muligheder, lavere priser

Per 1. januar 2018 blev det 15 pct. billigere at passere Storebælt med automatisk betaling – ud over de 5 pct. rabat, man allerede opnår med en Bizz. Indtil nu har automatisk betaling kun omfattet BroBizz, men med PayByPlate tilbydes kunderne endnu en mulighed for automatisk betaling, som giver adgang til de lavere priser.

Det er vigtigt for BroBizz A/S hele tiden at lytte til kundernes behov samt tilbyde flere løsninger, der kan optimere den digitale kunderejse. Med PayByPlate er der nye muligheder for specielt kort- og kontantkunderne.

– Vi ønsker at tilbyde den bedste service til vores kunder. PayByPlate skal derfor ikke gå ind og erstatte BroBizz®, men skal derimod ses som et supplement til de kunder, der normalt ville betale med kort eller kontant på Storebælt. Med PayByPlate vil kunden komme hurtigere igennem anlægget, plus man får adgang til rabatterne. Desuden giver løsningen mulighed for større fleksibilitet, fx er det muligt at registrere flere nummerplader i en tidsbegrænset periode, hvis man kører i en lånt eller lejet bil, fortæller Mette Berthelsen, Markedschef i BroBizz A/S.

Kør i de blå baner med PayByPlate

Dagligt passerer godt 35.000 bilister Storebælt – og dette tal forventes at stige i fremtiden. Det er derfor ikke tilfældigt, at Storebælt har besluttet at dedikere de blå kort-baner til PayByPlate.

– Når vi i første omgang vælger at bruge de blå kort-baner til PayByPlate er det for at fordele trafikken bedst muligt i betalingsanlægget. Mange af vores kunder, som betaler med kort, kører allerede i de blå baner. Her forventer vi, at færre kunder vælger at betale med kort og i stedet benytter PayByPlate. Det vil lette trafikafviklingen i anlægget betydeligt, fortæller Jens Kjær Nielsen, chef for Storebælts betalingsanlæg.

I dag udgør kortbetalerne ca. 31 pct. af de rejsende på Storebælt. Når PayByPlate er fuldt implementeret, forventer Storebælt, at 80 pct. af kunderne vil betale med automatisk betaling såsom BroBizz eller PayByPlate. Det vil sikre den fremtidige kapacitet i betalingsanlægget og betyde, at kunderne ikke kommer til at holde i kø i takt med, at trafikken stiger.

Læs mere om, hvordan du tilmelder dig PayByPlate.

Sprog: Dansk

Sprog: Dansk