Rekordmange lastbiler krydsede Storebæltsbroen i marts

Selvom covid-19 påvirker trafikken over Storebælt, skal der fortsat fragtes varer over bæltet til danskerne. Det ses tydeligt i tallene for marts måned, hvor der blev sat ny månedsrekord for lastbiler.

I marts måned passerede 149.712 lastbiler således Storebælt. Det er ny rekord for én måned. Den tidligere rekord er fra oktober 2019, og den blev slået med hele 10 pct.

– Lastbiltrafikken har under hele covid-19 pandemien været langt mindre påvirket end personbiltrafikken. Siden starten af september 2020 har vi generelt set vækst i antallet af lastbiler på Storebælt, og fra starten af februar 2021 har trafikken udviklet sig særligt positivt, fortæller Mikkel Hemmingsen, adm. direktør i Sund & Bælt.

Rekorden i marts er hjulpet på vej af to hverdage mere i marts i år sammenlignet med 2019, ligesom lastbiltrafikken lå højt i hverdagene lige inden påsken.

– Fra marts 2019 til marts i år har vi set en vækst på godt 10 pct. i lastbiltrafikken. Dermed understreger trafiktallene den forskydning i forbruget, der er set i Danmark under pandemien. Et forbrug der er muliggjort af en bred indsats for at holde erhvervslivet i gang og sikre forsyningerne, slutter Mikkel Hemmingsen.

Samlet lå trafikken i marts knap 20 pct. under 2019 med en gennemsnitlig døgntrafik på 26.862 køretøjer. Personbiltrafikken lå ca. 25 pct. lavere end 2019, mens bustrafikken lå knap 86 pct. under marts 2019.

Trafikudvikling 2019 – 2021

Se også Storebælts uge- og månedstrafiktal her

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld