Risiko for kraftige vindstød på Storebæltsbroen natten til onsdag

Opdateret 16:30

Hård kuling og risiko for vindstød af stormstyrke natten til onsdag betyder, at der allerede fra sent i aften vil være restriktioner, som fraråder høje lette køretøjer på Storebæltsbroen. Restriktionerne forventes at blive ophævet igen onsdag formiddag.

Vinden blæser fra sydvest, hvilket giver sidevind på turen over broen, og A/S Storebælt råder derfor alle trafikanter til at køre forsigtigt.

Ifølge prognosen fra DMI er der risiko for, at vindhastighed når op i nærheden af 25 m/s mellem kl. 03 og 05 og derfor muligvis kan medføre en kortvarig lukning af Storebæltsbroen. Ændringer i prognosen kan følges her på siden.

Sikkerhedsregler ved kraftig vind på Storebælt

Hård vind (10 m/s) Gult blink, skilte og vindposer på broen advarer vindfølsomme køretøjer mod sidevind
Stiv kuling (15 m/s) Vindfølsomme køretøjer (campingvogne og lette lastbiler) informeres før sidste afkørsel om, at kørsel på broen er midlertidigt lukket. Anbefalet hastighed for øvrige køretøjer max. 80 km/t.
Stormende kuling (20 m/s) Vindfølsomme køretøjer (campingvogne og lette lastbiler) informeres før sidste afkørsel om, at kørsel på broen er midlertidig lukket. Anbefalet hastighed for øvrige køretøjer max. 50 km/t.
Storm (25 m/s) Broen lukkes for al trafik med bomme. Skilte informerer om lukningen og om forventet genåbningstid ved de sidste afkørsler før broen.

Få den senest opdaterede prognose her.

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld