Sportsfiskere hjælper med sø-flytning

Femern A/S har indgået en aftale med Rødby Sportsfiskerforening. Foreningens medlemmer vil hjælpe til, når Strandholm Sø skal flyttes.

I forbindelsen med forberedelserne til byggeriet af Femern-tunnelen, skal den otte hektar store Strandholm Sø flyttes. Søen ligger i dag midt på byggepladsen, hvor biler og tog i fremtiden skal køre ind og ud ad tunnelen.

Derfor bliver søen flyttet i begyndelsen af næste år, så arkæologer har mulighed for at undersøge området. For at give dyr og planter de bedst mulige vilkår, har Femern A/S indgået en aftale med Rødby Sportsfiskerforening, der skal indfange fisk fra byggepladsen, og udsætte dem i nærliggende søer.


”Vi er rigtig glade for, at Femern A/S har tilbudt os denne løsning, så fiskene får nye levesteder. De aborrer og gedder, vi fanger, kan gøre rigtig meget gavn i andre søer, så det er en alletiders idé for både os og livet i søerne”
, siger Carsten Danielsen, formand for Rødby Sportsfiskerforening.

Foreningens medlemmer vil i løbet af efteråret undersøge fiskebestanden på byggepladsen, og hos Femern A/S er miljøchef Anders Bjørnshave glad for samarbejdet.


”Vi er rigtig glade for den lokale opbakning, som er med til at sikre, at vi påvirker naturen mindst muligt, når vi bygger. Når Femern-tunnelen står færdig vil både dyr og mennesker få endnu bedre vilkår end i dag”
, siger Anders Bjørnshave.

I forbindelse med udgravningen af tunnel-renden i Femern Bælt vil der blive skabt omkring 300 hektar nyt land på Lolland, som vil indeholde erstatningsnatur som vådområder og vandhuller.

 
Strandholm Sø er oprindeligt en kunstig sø, der blev anlagt i forbindelse med udvinding af materialer til opførelsen af kystdiget i 1872. Søen blev senere udvidet i 1940, da der blev udgravet yderligere sand til byggeri.
 
Den nye sø bliver lige så stor som den eksisterende og bliver opført 2 kilometer øst for sommerhusområdet ved Hyldtofte og omgivet at natur.  Femern A/S allerede taget 75 ha ud af landbrugsdrift og er i gang med at omdanne det til naturområder.