A/S Storebælt planlægger at renovere stibroen over jernbanen mellem Fyn og Sjælland. Renoveringen foregår natten mellem den 12. og 13. oktober 2013 hvor broen afmonteres, samt natten mellem den 23. og 24. november 2013 hvor broen genmonteres.
”Stibroens oprindelige malingslag er ved at være moden til en udskiftning – malingen krakelerer og skaller af, og der er en del områder med rustgennemslag samt blærer i slutstrygningen” siger Svend Gjerding driftsleder for konstruktioner og anlæg hos A/S Storebælt.
Under selve renoveringen vil der være placeret skilte forskellige steder på stisystemet, således at trafikanterne er klar over, at broen er midlertidig lukket. Når broen afmonteres og genmonteres vil der være totalt spærret for uvedkommende trafik på stien nord for banelegemet.
Ifølge planen skal den ca. 38 m lange og ca. 4 m brede stålbro løftes af en kran og køres til renovering på et værksted. Derefter sandblæses broen for gammel maling og males på ny.
Til broløftet anvendes en 500 tons mobilkran fra BMS samt en blokvogn til transport af stibroen. For at skåne belægningen op til broen udlægges der jernplader. Jernpladerne fjernes igen i den mellemliggende periode, således at de ikke er til gene for trafikanterne.