Hvad søger du?

19 november 2019

Storebælt månedstrafik: Mindre fart på trafiktallene i efteråret

Der var fuld drøn på trafikvæksten i første halvdel af 2019, hvor især foråret bød på høje trafiktal på Storebæltsbroen. Men med et fald i væksten i september og oktober har efteråret ikke fulgt den ellers positive trafikudvikling på broen.

I alt kørte godt 1,1 mio. køretøjer over Storebæltsbroen i oktober, hvilket er 0,2 pct. færre end oktober sidste år. Dermed er det anden måned i træk med fald i trafikken på Storebælt, idet september bød på et fald på 0,3 pct.

Den faldende trafik på Storebælt kan i høj grad tilskrives personbil- og bustrafikken. Personbiltrafikken faldt med henholdsvis 0,8 pct. i september og 0,3 pct. i oktober, sammenlignet med samme periode 2018. I oktober kørte næsten 32.000 personbiler over broen i døgnet. Der er derfor tale om et beskedent fald på ca. 90 biler i døgnet, sammenholdt med oktober 2018.

Også bustrafikken er med 25 færre busser over broen i døgnet dalet med næsten 11 pct.

– Faldet i bustrafikken, som har været markant gennem det meste af 2019, fortsætter i oktober. En væsentlig årsag er udviklingen i fjernbusmarkedet, fortæller Camilla Riff Brems, Analysechef i Sund & Bælt.

I oktober kørte næsten 4.400 lastbiler over broen i gennemsnit per døgn. Det er ca. 30 flere om dagen end oktober 2018.

– Med en trafikvækst på 0,7 pct. er lastbiltrafikken fortsat stigende i oktober. Set over de seneste tre-fire måneder er væksten dog markant aftagende, når der tages højde for antallet af hverdage og weekenddage. Det generelle billede af en aftagende vækst eller ligefrem et fald i trafikken ses også hos infrastrukturejere i resten af Europa, slutter Camilla Riff Brems.

Trafiktal fra oktober 2019

Oktober År-til-dato
  2019 2018 Ændring 2019 2018 Ændring
Personbiler 31.749 31.836 -0,3% 32.599 31.918 2,1%
Lastbiler 4.391 4.360 0,7% 4.193 4.100 2,3%
Busser 118 133 -10,9% 135 138 -2,2%
Total 36.259 36.328 -0,2% 36.928 36.157 2,1%

 

Sprog: Dansk

Sprog: Dansk