Storebælt og OL binder Danmark sammen

De Olympiske Lege i Rio nærmer sig, og i juli måned vil bilisterne på Storebælt blive mindet om den store sportsbegivenhed. Det sker i et samarbejde mellem DIF, Team Danmark og Storebælt.

OL er en af de største sportsbegivenheder i verden, og Danmark er i år flot repræsenteret med et bredt felt af atleter, der skal til Rio og kæmpe om medaljer. Storebælt har valgt at markere dette op til OL sammen med Team Danmark. Det vil man se i betalingsanlægget, hvor medarbejderne vil være klædt i sikkerhedsveste med OL-logoet på. Samtidig bliver der periodevis i kontantbanerne uddelt en lille OL-quiz til kunderne, som de kan underholde sig med på den videre færd.

Det var DIF og Team Danmark, der fik idéen til at markere OL ved Storebæltsforbindelsen, og Sund & Bælt gik med på samarbejdet, da det er en begivenhed, der interesserer mange på tværs af landet.

– Udgangspunktet for vores samarbejde er, at OL og Storebælt på hver sin måde binder Danmark sammen, siger Tine Kirk Pedersen, markedsdirektør i Sund & Bælt, og fortsætter:

– Vi kører i øjeblikket vores sommerkampagne med overskriften ”Øst, Vest. Danmark bedst”, der viser de oplevelser, man kan få i Danmark. OL foregår godt nok langt væk fra Danmark, men giver mange danskere en stor oplevelse. Det markerer vi med samarbejdet om OL, siger Tine Kirk Pedersen.

I Storebælts betalingsanlæg er det G4S’ medarbejdere, som hjælper med at dele OL-quizzerne ud fra uge 28 og frem mod OL’s start 5. august. Medarbejderne vil have særlige OL-veste på i perioden.

OL 2 beskåret

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld