Trafikken ved Storebælts betalingsanlæg

Storebæltsbroen slår alle rekorder

Sommeren har budt på masser af rekorder på Storebæltsbroen. 9. august kørte 48.257 biler gennem betalingsanlægget, og det slår rekorden fra 2011.

Det lunefulde sommervejr har kunnet spores i trafiktal på Storebælt, hvor der denne sommer blev slået fem rekorder.

Juli blev således den største måned hidtil i broens historie med i alt 1.156.744 mio. biler, svarende til en daglig gennemsnitstrafik på 37.314 biler. Det er godt 4 gange mere, end da færgerne sejlede.

En ny dagsrekord blev sat søndag den 9. august med 48.257 biler. Det er hele 519 biler over den gamle rekord fra 16. juli 2011, hvor en koncert med Take That blev aflyst på grund af sygdom.

Foruden de to rekorder bød juli på den største sommertime, den største weekend og den største uge siden åbningen af Storebæltsforbindelsen i 1998.

Afvikling af sommertrafikken er en vigtig opgave for at sikre, at danskerne nemt og hurtigt kan komme på tværs af Danmark. I perioder med spidsbelastning åbnes bommene simpelthen i BroBizz-banerne, så trafikken glider endnu hurtigere.

– Jeg har ingen præcis forklaring på, hvorfor rekorderne i trafiktal på Storebælt kommer nu, men det kunne hænge sammen med, at lavere temperaturer giver godt kørevejr. I stedet for at tage til stranden, har danskerne besøgt familie og seværdigheder på den anden side af bæltet. En medvirkende forklaring kunne også være de lange køer ved Rødby – Puttgarden, som har fået folk til at vælge turen over broen i stedet for, siger Jens Kjær Nielsen, chef for betalingsanlægget.

Sund & Bælt fortsætter arbejder på at forbedre betalingsanlægget og øge kapaciteten, bl.a. ved hjælp af flere kunder med BroBizz® og hurtigere kortlæsere.

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld