Hvad søger du?

23 april 2019

Storebæltsbroen vil dele ny AI-løsning med hele verden

Ved hjælp af kunstig intelligens kan Sund & Bælt holde øje med, hvor Storebæltsbroen skal holdes ved lige. Teknologien testes lige nu også på Lillebæltsbroen, Vejlefjordbroen og Øresundsbroen. Ambitionen er at udbrede løsningen over hele verden.

Selv om Storebæltsbroen stod færdig for mere end 20 år siden, er det ikke slut med innovationen. Sund & Bælt er nemlig begyndt at bruge kunstig intelligens til at forudsige, hvornår betonen, som det meste af broen består af, har brug for at blive holdt ved lige.

Det sker ved at køre dronefotos af betonen igennem objektgenkendelse i skyen. Lige nu testes løsningen også på både Lillebæltsbroen, Vejlefjordbroen og Øresundsbroen, og næste skridt er at udbrede løsningen til betonbroer over hele verden.

– Vores kernefokus var at få lavet en løsning til os selv for at effektivisere og forbedre vore inspektioner, men vi så ret hurtigt, at jo flere vi fik til at bruge løsningen, jo bedre blev den. Det har givet os incitament til at forsøge at udbrede løsningen til andre broer også, siger Sund & Bælts CEO Mikkel Hemmingsen, som gerne vil udnytte, at en digital løsning i skyen nemt kan skaleres og bruges af andre.

Betondata skal blive ny dansk eksportvare

Indtil nu har Sund & Bælt brugt deres erfaringer fra at bygge Europas længste hængebro til at yde konsulenthjælp til andre, der bygger store infrastrukturværker. Men fordi den nye løsning med kunstig intelligens nemt kan bruges af flere – og kun bliver stærkere af det – håber Mikkel Hemmingsen, at betonbroer over hele verden vil overveje at bruge løsningen.

– Viden om Storebæltsbroen er altid blevet delt. Nu træder vi ind i et nyt kapitel af Storebæltsbroens forretning, når vi kan begynde at dele vores digitale løsning, lyder det fra Mikkel Hemmingsen.

Mennesket i samspil med maskinen

Også hos Microsoft, som sammen med Sund & Bælt har udviklet løsningen på platformen Azure, glæder man sig over, at den kunstige intelligens bliver brugt til at lade folk træffe sikre beslutninger.

– Det er et eksempel på et godt samspil mellem maskine og menneske. Den kunstige intelligens klæder de ansatte på til at tage gode beslutninger, og lader betoneksperterne tage stilling til de relevante skader, uden de skal svæve i 200 meters højde, siger administrerende direktør hos Microsoft Danmark, Marianne Dahl.

De nye løsninger fra Sund & Bælt forventes på sigt at blive udbredt i både Europa og Asien.

Fakta: Kunstig intelligens hos Sund & Bælt

Sund & Bælt har de seneste år haft droner flyvende rundt om Storebæltsbroen for at tage tusindvis af billeder af betonen.

Billederne er lagret i ’skyen’ via Microsoft-platformen Azure, hvor algoritmer finder de skader i betonen, som har brug for at blive repareret hurtigt.

På den måde ved Sund & Bælt, hvilke betonskader de skal fokusere på – og færre ingeniører behøver kravle rundt på broen for at inspicere den.

Sprog: Dansk

Sprog: Dansk