Test: Robot skal inspicere Storebæltsbroen

Det ligner en mini-kampvogn på larvefødder, men det er en lille robot, som skal hjælpe med til at inspicere fx broer og vindmøller.

Når Storebæltsbroen fremover tjekkes og vedligeholdes, kan det være, at det er en lille suge-crawler-robot, som skal gøre arbejdet. Den styrbare robot kan køre på ikke-magnetiske materialer ved hjælp af et helt nyt vakuum-koncept, som gør, at den fx kan kravle på inspektion på vanskeligt tilgængelige steder, ligesom den også vil kunne inspicere vindmøller i drift.

Den styrbare suge-crawler-robot bliver her i efteråret testet hos A/S Storebælt og Siemens Wind Power, hvor mulighederne for inspektion på larvefødder skal dokumenteres.

– Vi har netop testet første gang, hvor robotten kravlede på Storebæltsbroens ankerblok. Den kørte fint og sad godt fast på betonoverfladen. Senere skal vi teste på større flader og registrere mere målrettet, forklarer driftsleder Svend Gjerding, som kører testforsøgene i A/S Storebælt.

Robot kan reducere omkostninger

Inspektion af broer og andre store infrastrukturanlæg kan være farefuldt og dyrt. Det kræver ofte omfattende afspærringer og omlægning af trafikken med trafikale problemer og høje omkostninger til følge. I forbindelsen med vindmølleinspektion må man endda nogle gange tage møllevingerne ned. Men med en styrbar suge-crawler robot vil de gener og omkostninger kunne reduceres i den indledende inspektion.

– En robot, der kan køre på betonoverflader, vil være rigtig interessant på store infrastrukturanlæg som eksempelvis Storebæltsbroen. Det vil kunne spare tid og penge ved undersøgelser af vanskeligt tilgængelige steder, siger Kim Agersø Nielsen, tekniske chef for konstruktioner og anlæg i A/S Storebælt.

– Idéen om at fremstille en selvkørende robot, der kan medbringe forskellige typer af inspektionsudstyr og scanne interessante områder for forskellige fejltyper, vil have stor værdi for hele vindmøllebranchen bredt. Både producenter, ejere og konsulentvirksomheder vil have store økonomiske fordele af et sådan udstyr. Yderligere vil der være mulighed for at standse en fejl under udvikling, hvilket vil kunne bidrage til øget sikkerhed, siger Per Nielsen fra Siemens Wind Power til onlinemediet Metal Supply.

I projektet arbejder man også med at få robotten til at inspicere med forskellige inspektionsmoduler som eksempelvis ultralyd til vindmøllevinger.

– Hvis det lykkes os at køre på både vindmøllevinger og betonoverflader, vil det give uanede muligheder. Forestil dig, at robotten er udstyret med forskellige inspektionsmoduler, og at man tilmed kan køre på steder, hvor der er vanskelige adgangsforhold – med den her teknologi vil det både være hurtigere og billigere at inspicere, siger Steen Arnfred Nielsen, projektleder fra Force Technology til Jernindustrien.dk

Demonstrationsprojektet kører i regi af Innovationsnetværket RoboCluster.

× Tilmeld dig vores nyhedbrev   Tilmeld