Tillykke med de 10 år

1. juli er det 10 år siden, den faste forbindelse mellem Sverige og Danmark blev etableret. Det er bestemt værd at fejre.

Ikke alene er Øresundsbron verdens næststørste skråstagsbro til bane og vej og et ingeniørmæssigt mesterværk – den har også gjort det nemmere for os alle at krydse Øresund.  Antallet af rejsende over Øresund er steget med 83 pct. siden 1999, og Øresundsbron er hver dag rammen om 72.000 menneskers rejse mellem Danmark og Sverige – i bil og tog. Det svarer til 26,2 mio. mennesker om året.

Øresundsbron er dog meget mere end flot ingeniørkunst og transport mellem to destinationer. Den har nemlig bevist, at et stykke infrastruktur kan binde to samfund sammen og skabe muligheder for økonomisk vækst.

På den danske side af broen, kan Københavnsområdet i dag bryste sig af at være vækst­motoren i dansk økonomi. Og her spiller Øresundsbron en stor rolle. Uden den ville Københavns­området miste ar­bejds­styrke svarende til en mindre dansk provins­by.

Det har de naturligvis vidst i Øresundsbro Konsortiet lige fra starten. Her har vores gode kolleger arbejdet ihærdigt på at bygge bro mellem Sjælland og Sydsverige på flere plan end blot det tekniske. Øresundsbron har været katalysa­tor for en dynamisk Øresundsregion, som ikke bare kommer regionen til gode men hele Sverige og Danmark.

Broen har også gjort det nemmere for danskere at flytte til Skåne og beholde deres job på Sjælland samtidig med, at de stadig kan opnå den fordel, der ligger i lavere huspriser og leveomkostninger i Sverige.

Og for erhvervslivet, universiteter/højskoler og kulturlivet er Øresundsregionen en ramme, der giver nye, større og inspirerende muligheder.

Ligesom åbningen af den første Lillebæltsbro i 1935 samlede danskerne som nation og satte skub i vækst og udvikling, er Storebæltsbroen og Øresundsbron eksempler på, at økonomisk vækst og velfærd også skabes gennem investeringer i store infrastrukturprojekter.

I dag står Øresundsregionen stærkt i skandinavisk og nordeuropæisk sammenhæng. Øresundsbron er et vigtigt led i den nordeuropæiske infrastruktur, hvor motorvej og tog forbinder Skandinavien med det øvrige Europa via Storebæltsbroen. I 2018 vokser Øresundsbrons betydning yderligere, når korridoren forstærkes via den nye forbindelse over Femern Bælt.

Vi ønsker både broen og folkene bag den et varmt tillykke med de første 10 år og ser med store forventninger frem mod udviklingen de nästa tio åren.

TILLYKKE

× Tilmeld dig vores nyhedsbrev   Tilmeld